Luksusfældens eksperter kommer på en stor opgave i aftenens udgave af programmet.

Her møder de den 47-årige mor og fleksjobber Tine, som er blevet meldt til programmet af sin 20-årige datter, Naya.

Naya har meldt sin mor til Luksusfælden, fordi hun håber, at eksperterne kan hjælpe, så hun kan leve sit eget liv uden at skulle tage ansvar for sin mors økonomi, som ødelægger datterens drøm om at flytte hjemmefra.

Mor og datter bor sammen i en andelslejlighed i Valby. Naya fortæller, at hun er ansvarlig for at handle ind og sørge for gaver. Tine anerkender, at det er sådan virkeligheden ser ud hver eneste måned.

»Jeg føler mig tit utilstrækkelig som mor«, indrømmer hun.

Tine fortæller, at hun er kommet ind i en dum spiral, hvor hun ofte spørger Naya om hjælp.

For at få hverdagen til at hænge sammen, gemmer Naya penge til slutningen af måneden, fordi hun ved, at Tines penge ikke rækker til de sidste dage.

»Det er hårdt og ydmygende. Man skal ikke spørge sine børn om penge«, fastslår Tine.

Naya har overført 15.302 kroner til sin mor. 
Naya har overført 15.302 kroner til sin mor. 
Vis mere

Luksusfældens økonomiske eksperter, Louise Fredbo-Nielsen og Kenneth Hansen, er chokerede over de mange posteringer mor og datter imellem.

De beslutter sig for, at Naya og Tine selv skal lære at få overblik over deres rodede økonomi. Begge får derfor udleveret en mappe med lange kontoudskrifter, en lommeregner og en notesblok. Naya kommer frem til, at hun har overført over 15.000 kroner til sin mor.

Hun drømmer om at flytte hjemmefra og starte sin egen opsparing, og hun er overrasket over hvor mange penge, hun har overført til sin mor.

»Det er mange penge. Det er nok til et depositum til en lejlighed«, siger hun.

Men det er ikke kun posteringer fra Naya til Tine, som ingen af dem har overblik over. Tine bruger 22.200 kroner på cigaretter om året, og for nylig har hun været til et møde i Fogedretten med en ubetalt regning. I værst tænkelige situation bliver lejligheden sat på tvangsauktion, hvilket vil have den konsekvens, at både Naya og Tine står uden bolig.

Eksperterne fastslår, at der skal findes penge til at betale regningen, så Naya og Tine bliver tvunget til at gennemrode lejligheden for ting, der kan sælges.

»Jeg troede aldrig, at vi ville komme i en situation, hvor vi skulle sælges ud af de ting, om vi ikke engang har særlig mange af«, forklarer Naya.

Hvordan det hele ender for mor og datter, kan du se i aften klokken 20.00 på TV3 eller allerede nu på Viaplay.