Statsministerens kommunikationsfolk var tidligt oppe lørdag morgen. Allerede lidt i ni lå der en pressemeddelelse i mailboksen på landets redaktioner.
Var årsagen til den påfaldende hurtige weekendudrykning en helt akut opstået situation?
Det kan man ikke påstå.
Natten til lørdag bød således hverken på terrorangreb, et pludseligt indtruffet dødsfald i Kongehuset eller andet, der naturligt kalder på en øjeblikkelig udtalelse fra Nationens leder.
Pressemeddelelsens budskab var da også helt udramatisk:
Nemlig, at der i den kommende uge indledes møder i Statsministeriet med partierne om yderligere genåbning af landet.
Umiddelbart kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor den servicemeddelelse om en møderække partout skulle rundsendes til redaktionerne tidligt lørdag morgen. Regeringen er ikke ligefrem kendt for sådan at flage adskillige dage i forvejen med forestående politiske drøftelser.
Men der er en forklaring:
Jakob Ellemann-Jensen var pludselig begyndt at spille smart.
Med et interview i Politiken havde han indfanget den folkestemning, som Mette Frederiksen det seneste år ellers har haft et særdeles godt tag på.
På den baggrund så statsministeren ingen anden mulighed end at sætte ind med en flyvende tackling, der kunne sikre, at hun tilbageerobrede det politiske initiativ og kontrollen med coronadagsordenen.
I Politikens lørdagsudgave foreslog Venstre-formanden, at Danmark skal være fuldstændig åbent og frit for coronarestriktioner den 1. maj.
Sådan HELT åbent: Ingen restriktioner på koncerter, restauranter, fodboldkampe, natklubber. Med andre ord: Danmark, som det så ud før 11. marts 2020.
Temmelig opsigtsvækkende, må man sige.
Pist væk var pludselig den forsigtige Ellemann, som danskerne lærte at kende i foråret – manden, der af frygt for vælgernes reaktion aldrig for alvor turde udfordre regeringens linje, men i stedet lod sig reducere til en lidt forsagt statist, der blot indimellem pippede noget uforståeligt om proces, mens Mette Frederiksen indtog scenen med budskabet om tryghed og sundhed – og scorede nye vælgere i titusindvis.
Nu er Ellemann pludselig trådt i karakter.
Det er modigt. Men det er også farligt.
For risikoen er selvfølgelig, at han kommer til at fremstå som manden, der gambler med den “folkesundhed”, som Mette Frederiksen hidtil så effektivt har formået at tage patent på.
For nok er danskerne grundtrætte af restriktioner, og de færreste ser længere corona som den store dræber. Omvendt bakker to tredjedele af vælgerne altså fortsat i store træk op om restriktionerne og har købt ind på Mette Frederiksens linje.
Og så mange vælgere har rød blok altså – trods alt – ikke.
Ergo: Med sit noget friske udspil om en total genoplukning af Danmark inden for bare to måneder lægger Ellemann sig uundgåeligt ud med nogle af sine egne potentielle vælgere.
I foråret ville det have været politisk selvmord.
Men noget har forandret sig. Det er tydeligt, at Venstre-formanden nu rammer en folkelig klangbund, der slet ikke fandtes for bare få måneder siden.
Pointen er, at den stemning kan de også fornemme oppe i Statsministeriet.
Hvilket bringer os tilbage til det påfaldende hastværk med pressemeddelelsen lørdag morgen.
Statsministeren har simpelthen vurderet, at det ville være for farligt at lade Jakob Ellemann-Jensen erobre genoplukningsdagsordenen hen over en hel, lang weekend.
Også den vil Mette Frederiksen også sidde tungt på. Derfor invitationen til genoplukningsforhandlinger.
For bare få måneder siden ville regeringen have sendt en løjtnant ud og kritiseret Ellemann for uansvarlighed og for at gamble med folkesundheden.
Men den går bare ikke længere. Genoplukningen af samfundet associeres ikke længere i samme grad med død og indlæggelser, men i højere grad med håb og fremtid.
Denne forandring, denne folkelige sukken efter håb om lysere og friere tider havde Mette Frederiksen for så vidt allerede opfanget, da hun tidligere på ugen reelt slog ind på en ny kurs med sine udtalelser om at “løbe en kalkuleret risiko”.
Problemet for hende var bare, at Ellemann tog den ét skridt videre.
For første gang i hendes tid som statsminister havde hun oplevet sin hovedmodstander få sat et stød ind.
Derfor var hun tvunget til hurtig reaktion.
