En trist sandhed om Islam

»Hvis man er mormon og ikke har lyst til at se, at vi gør grin med blandt andet deres tro, så skal man lade være med at gå ind og se stykket. Det står jo enhver frit for.«

Så præcist og rigtigt siger Kasper Holten om sin opsætning af musicalen 'The Book of Mormon', som i disse dage vises på Det Ny Teater i København.

Sådan burde vi kunne sige uanset, hvilken religion det handlede om, men det kan vi ikke. Prøv som et tankeeksperiment at udskifte 'mormon' med 'muslim':

»Hvis man er muslim og ikke har lyst til at se, at vi gør grin med blandt andet deres tro, så skal man lade være med at gå ind og se stykket. Det står jo enhver frit for.«

Utænkeligt i Danmark anno 2018? Ja, desværre.

Jeg har endnu ikke selv set musicalen, men den skulle efter sigende indeholde en scene, hvor der bliver rakt fuckfingre mod himlen og sagt: »Ræk nu fingeren op mod Gud og forband det dumme svin,« samt en scene hvor en af skuespillerne er udklædt som den mormonske profet Joseph Smith og dyrker sex med en frø for at blive helbredt.

Kunne man forestille sig skuespillere i Danmark stå med fuckfingre rakt op mod himlen, mens de råber »dumme svin« efter Allah? Eller en skuespiller udklædt som profeten Muhammed dyrke sex med en frø? Under ingen omstændigheder! Vi ved alle, hvad der ville ske. Hysteriske protester om krænkelse af muslimers religiøse følelser. Demonstrationer mod teatret. Hærværk. Dødstrusler mod skuespillere og instruktør. Sådan et stykke ville aldrig blive sat op.

Pointen er, at vi har tabt. Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed. Men ikke nok med at vi har ladet os true til tavshed. Vi vil ikke engang være ved det. Kun de færreste - Jyllands-Posten er en undtagelse - har modet til at sige, hvorfor vi tager særlige hensyn til muslimer.

Da Skovgaard Museet i Viborg undlod Muhammed-tegningerne på deres udstilling om blasfemisk kunst, så lød forklaring i første omgang, at tegningerne ikke 'passede ind', og når Politiken og store dele af venstrefløjen harcelerer mod Muhammed-tegningerne, så hævder de, at det er det fordi, vi ikke skal træde på religiøse menneskers følelser.

Men hvor er alle disse mennesker med 'de rigtige holdninger' nu, hvor det er mormonernes følelser, der bliver krænket? Hvorfor skriver Politiken ikke en harmdirrende leder om, hvor frygteligt det er, at nogle mormoner bliver sårede? For slet ikke at tale om Danmarks anseelse i udlandet, efter at der er blevet sat et så religiøst krænkende teaterstykke op på et af landets fremmeste teatre?

Svaret er desværre enkelt: Fordi selv om mormoner lader sig forarge, argumenterer for deres utilfredshed og bliver sårede, så griber de ikke til våben og terror. Ingen bliver truet. Ingen teatre brændt af. Ingen slået ihjel. Da musicalen blev sat op i Los Angeles, greb mormonerne f.eks. i stedet til stilfærdige annoncer i teaterprogrammerne for den egentlige mormonkirke.

Der er ingen forskel på satiren. Eller den forargelse, religiøse mennesker kan føle over satiren. Forskellen er ene og alene, at det i virkelighedens verden primært er den religions følgere, der går og kalder sig for 'fredens religion', Islam, der faktisk griber til våben, vold og terror.