Weekendens resultater i Superligaen har gjort, at Brøndby nu er favoritter til at vinde det danske mesterskab.

Det er i hvert fald udmeldingen fra Danske Spil, hvor oddset på, at Brøndby vinder mesterskabet nu ligger på 2,60.

FC Midtjylland står til odds 3,20, mens F.C. København nu kun er tredjefavorit til odds 3,40.

»Det er længe siden, at Brøndby har ligget i denne position rent odds-mæssigt. Under det meste af Zornigers tid i klubben har holdet holdt et højt pointsnit. Sådan er det også i denne sæson, og når FCK ikke helt kan leve op til sidste sæsons resultater, er det naturligt, at vi kigger mod Brøndby. Holdet skovler point ind lige nu - selv når spillet ikke helt flyder, sådan som det var tilfældet mod Randers,« siger odds-ansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.