Pludselig rystede jorden i Aarhus!

Den fremadstormende danske popgruppe, Blæst, fik tidlig lørdag eftermiddag den tvivlsomme ære at åbne sidstedagen på årets NorthSide festival.

Som udgangspunkt en fejl at placere et band med så meget energi så tidligt på dagen, men de gjorde deres bedste og hev den hen ad vejen hjem på charmen.

Dog ikke uden problemer.

Forsanger Fernanda Rosa.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Forsanger Fernanda Rosa.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Blæst er stadig på vej frem og mangler en håndfuld stærke pophits til rigtig at kunne holde fast i et stort og utålmodigt festivalpublikum.

De har et par esser i form af singlerne 'Sover du nu' og selvfølgelig megahittet 'Juice', som de klogt nok har fordelt i hver deres ende af showet, men derudover virker deres samlede lydbillede stadig for ensformigt.

Blæst er gode til at skrue op og ned for tempoet, og undervejs fik de bogstavelig talt jorden til at ryste med en fed bas, men hvis man ikke er dybt inde i deres bagkatalog, er det svært ikke at lade sig forfalde til sidemandssnak og mobilkiggeri.

Det store trækplaster er indiskutabelt deres forsanger Fernanda Rosa, der er en charmerende og selvtillidsfyldt tornado på scenen.

De forreste til Blæst-koncerten.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
De forreste til Blæst-koncerten.. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun render konstant fra side til side, flirter blinkende til kameramanden og sørger for at hele pladsen er med.

Til tider virkede hun på NorthSide liiidt for begejstret og råbte måske en smule for højt i mikrofonen, men jeg er fan af energien, og det er fedt som publikum aldrig at kunne forudse, hvad der sker på scenen.

Blæst havde som nævnt spilletidspunktet imod sig, hvilket i starten kunne ses med et beskedent fremmøde, men de fik spillet festivalpladsen op, og da de til sidst fik publikum til at hoppe op og ned, virkede NorthSide-gæsterne til at være varmet godt op til resten af dagen.

Blæst spiller denne sommer på flere af de store festivaler – ikke mindst på Roskilde Festival, hvor de skal åbne Orange scene.

Blæst spillede på den store Echo-scene. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix)
Blæst spillede på den store Echo-scene. (Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix) Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det bliver spændende at se, om de har et par overraskelser klar der – for det bliver deres største udfordring hidtil, og selvom potentialet er til stede, har de stadig et stykke endnu til at kunne favne det helt store publikum.

Men altså.

Giv dem et par hitsingler mere på cv'et, så skal de nok komme til at stå rigtig stærkt de næste mange festivalsomre.