Den nyligt udnævnte ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen har hjulpet til med omfattende eksamenssnyd.

Det vurderer Kenneth Thue Nielsen, der er formand for censorkorpset på de akademiske journalistiske uddannelser, overfor Akademikerbladet.

Kenneth Thue Nielsen udtalelser sig på baggrund af et interview, som Marchen Neel Gjertsen har givet til i Euroman

»Der er ingen som helst tvivl om, at det, hun beskriver her, er snyd,« siger Kenneth Tue Nielsen til Akademikerbladet og siger desuden, at der er tale om plagiat.

Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen taler i Euroman om at være en god ven, og om hvordan hun savner at hjælpe sine nære venner. Blandt andet skriver hun mange af sine venners jobansøgninger, hvilket hun har stor succes med, forklarer hun. 

I den forbindelse siger hun også, at hun for nylig hjalp en ven med at skrive en større eksamensopgave. 

»For nylig tog jeg den skridtet videre og hjalp en ven med en omfattende afsluttende akademisk opgave på mere end 50 sider i et fag, jeg intet kendskab har til selv. Der var kun en weekend til at skrive det meste af den, og jeg var virkelig spændt på, om den ville floppe, fordi jeg jo ikke havde læst teorien, før jeg bare skrev derudad i mange timer. Men den fik en meget høj karakter. Der vidste jeg, at jeg var god. Både til at winge meget på skrift, men mest til at være nogens gode ven,« siger hun i Euroman. 

Overfor Akademikerbladet forklarer Kenneth Thue Nielsen, at såfremt Marchen Neel Gjertsens ven blev taget i netop den type snyd, som beskrives i dette tilfælde, så ville personen blive anmeldt for eksamenssnyd. 

Det ville også resulterede i et semesters bortvisning, vurderer han. 

Marchen Neel Gjertsen oplyser til B.T. at hun ikke har nogen kommentarer til sagen. 

På det sociale medie X har hun skrevet et enkelt tweet, som svar på et tweet fra Politikens opinionsredaktør Lotte Folkes tweet:

»Jo. Man må da gerne hjælpe sine venner,« skriver hun.