Der er mere end elge at møde i de svenske skove.

Sådan var det i hvert fald i Blekinge søndag eftermiddag, hvor tre tyske kvindelige turister besluttede sig for en spadseretur i det smukke svenske skovlandskab.

Da de var naturister, havde de ikke trævl på kroppen, da de begav sig en tur ud i skoven, skriver Aftonbladet.

Det skulle vise sig ikke at være alt for praktisk, da kvinderne desværre fór vild og ikke kunne finde tilbage til deres mednaturister på campingpladsen, hvor de boede i deres ferie i det svenske.

Her havde kvinderne havde lejet en hytte at bo i.

Da kvinderne, som er 40, 50 og 56 år, havde været forsvundet i flere timer, greb de andre naturister telefonen og ringede til den svenske ordensmagt, som satte en eftersøgning i gang.

Desværre kunne politiet heller ikke gætte, hvor de tyske kvinder var gået hen.

Lige ved mørkets frembrud lykkedes det dog de tre kvinder selv at finde hjem til pladsen igen. En anelse afkølede, men i god behold.

- Det var ganske koldt. Omkring 17 grader. Det kunne være gået skidt, når man tænker på den sparsomme beklædning, siger Mikael Persson fra det lokale politi.