Passagerer og personale på et Ryanair-fly på vej til Liverpool fra Barcelona kom forleden ud for en ganske bizar hændelse.

Det skyldtes et lille barn, der havde seriøse problemer med mundvandet.

Det britiske medie Liverpool Echo skriver, at barnets mor gav det lov til at spytte på andre passagerer i afgangshallen i lufthavnen, og barnet fortsatte den upassende opførsel, da de var kommet ombord på flyet.

Moderen reagerede ganske negativt, da hun  blev bedt om at få sit barn til at stoppe med spytteriet

Kvinden, der er i slutningen af 20'erne, hendes mand og parrets tre børn blev hentet af politiet, da de landede i Liverpool.

»Vi vil ikke tolerere uregerlig og forstyrrende adfærd. Vores kunders og kabinepersonales sikkerhed og komfort er vores højeste prioritet,« siger en talsmand fra Ryanair til mediet.

Kvinden slap med en advarsel fra politiet, men Ryanair har besluttet at bandlyse hende fra at flyve med dem igen.