I et stykke tid har prins Henrik været utilfreds med sin rolle i kongehuset, og derfor vil han begraves alene.

København. Prins Henrik og dronning Margrethe skal alligevel ikke begraves sammen. Det bekræfter kongehuset i en pressemeddelelse.

- Kongehuset har i dag offentliggjort, at hans kongelige højhed prins Henrik ikke ønsker at blive begravet i Roskilde Domkirke, som det ellers har været planlagt, lyder det.

- Prinsens beslutning indebærer, at prinsen ikke kommer til at ligge ved siden af hendes majestæt dronningen under den sarkofag, som professor og billedhugger Bjørn Nørgaard har udarbejdet.

Kongehuset tilføjer, at dronning Margrethe er "indforstået med beslutningen".

Over for BT fortæller kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at prins Henrik har været utilfreds med sin rolle i kongehuset.

- Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere, siger hun til BT.

- For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket.

Med beslutningen bryder prins Henrik traditionen for, at danske regentpar begraves sammen.

Der har tidligere været spekuleret i, om prins Henrik ville vælge at blive begravet med sine forældre og søskende på familiegravstedet i hjemlandet Frankrig. Men det afkræfter kongehuset.

- Prinsen ønsker fortsat at blive begravet i Danmark, men de nærmere omstændigheder er endnu ikke på plads, lyder det i pressemeddelelsen.

Kunstneren Bjørn Nørgaard har i flere år arbejdet på den kostbare sarkofag, som afspejler regentparrets fælles virke i over 50 år.

De skulle begge stedes til hvile under den i Skt. Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke.

Sarkofagen ændres ikke, selv om dronningen nu skal ligge alene under den.

Prins Henriks beslutning er ikke udtryk for, at regentparret bliver skilt, fastslår Lene Balleby over for BT.

På spørgsmålet om, hvordan det kommer til at påvirke forholdet mellem prinsen og dronningen, svarer hun:

- Selvfølgelig er det en beslutning, som dronningen nok gerne havde været foruden. Men dronningen har kendt til den igennem længere tid, så den kommer ikke nu som en overraskelse.

/ritzau/