Skuespilleren Ulrich Thomsen synes ikke, om Den Eneste Ene. Men det gør til gengæld både skuespilleren Sonja Richter og to iagttagere af dansk film.

ULRICH THOMSEN, skuespiller i bl.a. Biers »Brødre«:

»Jeg synes, det er svært at sige, hvorfor det blev den, der vandt afstemningen. Det er nok mest, fordi den var folkelig og henvender sig direkte til et voksenpublikum.

Det er ikke min favoritfilm. Men den har måske ramt noget i tiden og blev ligesom »Titanic« en af den slags film, som alle bare skulle se.«

SONJA RICHTER, skuespiller i bl.a. Biers »Elsker dig for evigt«:

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at det er en romantisk komedie. Og sådan som den udspiller sig, vil vi gerne have, at livet er. Godt nok sker der frygtelige ting og misforståelser, men det hele ender godt. Og så kom den på et tidspunkt, hvor vi ikke forventede, at en dansk film kunne give det samme, som en amerikansk. Lig esom den var med til at sætte skub i, at dansk film igen kunne trække store mængder i biffen.«

BIRGITTE GRUE, B.T.s anmelder, som gav filmen seks stjerner:

»Jeg gik fuldstændig på røven over den, fordi var så morsom først og fremmest. Og samtidig så rørende. Det er en totalt vellykket kærlighedskomedie.

Den genre var vi ikke forvænte med. Og jeg kan huske, min niece fortalte, at hun så den sammen med sin kæreste, men ikke kunne høre halvdelen af replikkerne. Fordi publikum grinede og klappede.

Det var en film, som alle danskere kunne more sig over. Bedstemødre og teenagebarnebørn. Jeg tror, at det er en film, som mange i dag har liggende på video og dvd. Og når der er overtræk på dankortet, og børnene ligger med skoldkopper, lægges den på og gi'r et feelgood-kick.«

ULRICH BREUNING, filmekspert:

»Det er skægt, at det blev den. Men viser bare, at vi holder så meget af den og har den i erindring. Selvom »Den eneste ene« er en letvægter, er det en sjov film og den, der er blevet set af flest mennesker i nyere tid. Det sjove er også, at filmen ryddede alt indenfor Robert og Bodil'er det år. Alle satte pris på den. Også de langhårede anmeldere.