Tobias Trier om mistet kærlighed, forældrenes skilsmisse, årene i en mørk kælder og skoletiden som irriterende nørd.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hans kone synes måske, det er lidt underligt. Det er kun godt to år siden, de mødtes. Siden har hun enten været gravid eller har ammet. Og så udsender hendes mand en plade med en masse sange om savn og mistet kærlighed.»Det er lidt tarveligt, at jeg vræler om kæresten før hende. Men hvad skal jeg gøre? Jeg kom til at skrive nogle gode sange dengang. 15 sange om forelskelsesrus virker også så selvtilfredst,« smågriner Tobias Trier, der dog også på sin nye plade har fået plads til at hylde sin kone, Maria, der 20. februar er sat til at føde parrets andet barn.
Sådan er det. Melankoli og smerte er ofte sangskriveres bedste benzin. Det er dér, man brænder inde med følelser. Dér, man har ekstra brug for kærlighed, bekræftelse og kram. Eller som Tobias Trier siger: »Dér, hvor musik kommer én i møde som éns nærmeste ven.«
Så efter en lidt fjollet plade med materiale tilbage fra hans teenageår og en konceptplade om reality-stjernen Britina Castello er den 30-årige sanger og sangskriver klar til at dele ud af de store følelser.
En vittig omgang
Trier Junior kalder - godt i tråd med hans tidligere udgivelser: »Pigen som kalder« (udkom i mandags) for »en vittig omgang med melankolske emner«. Udover de (få) glade kærlighedssange handler den også om savnet af hans mor, forfatteren og kunstneren Dea Trier Mørch, der døde af kræft i maj 2001. Og alle sangene om (frygten for) at blive forladt kunne stikke helt tilbage til dengang, hans mor og far, Troels Trier, blev skilt. Da var Tobias syv år.
»Nej. Jeg ville skrive lige så mange sårede kærlighedssange, hvis mor og far stadig var sammen. Men konsekvensen af skilsmissen var, at jeg var meget overladt til mig selv, fordi min mor arbejdede meget for at holde rækkehus og forsørge tre børn (storesøster Rosa og lillesøster Sara, begge forfattere, red.).
Jeg stod selv op, og madpakken var mit eget ansvar, så jeg spiste ikke frokost i hele min skoletid.
I ti år sad jeg alene i vores kælder og øvede mig på instrumenter, og selv om man kan blive god til musik på den måde, tror jeg ikke, jeg vil anbefale det,« siger Tobias, der både spiller flygel, klaver, guitar, ukulele, banjo, synthesizer, trommer, perkussion og mundharpe på pladen.
»Jeg var meget nørdet i skoletiden, og på konservatoriet tror jeg virkelig, at jeg var en pain in the ass, for jeg var 19 år og kun optaget af mig selv. Nu har jeg bestemt ikke behov for bare at være mig selv længere. Jeg elsker at turnere med band. Og jeg vil gerne have mange børn.«
Der kunne godt være lidt selvterapi i sådan en plade.
»Det kan godt lette en sorg, der ellers kunne gøre mig utilregnelig og psykopatisk, men terapi må aldrig være formålet med at lave musik. Det skal have relevans for andre mennesker, uanset hvem de er, eller jeg er. Hvis folk kun opfatter min musik som interessant på grund af min person, så burde jeg aldrig være begyndt med at lave musik. Så er der noget galt med, hvordan jeg skriver eller fremfører musikken. Min person kan aldrig være så interessant som den musik, jeg kan frembringe. Der må aldrig være snobberi,« siger Tobias Trier.
»Og jeg kan allerede forudse, at min næste plade bliver meget tosset og rablende.«
den@bt.dk
