ONE-MAN-SHOW: Glassalen, Tivoli, lørdag aften. Instruktion: Peter Schrøder. »Det har jeg lyst til - 2002« til 18. maj.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Første gang jeg stiftede bekendtskab med en veloplagt Eddie Skoller, var på Europaskolen i Bruxelles midt i 70'erne. Han var sat til at underholde en hel gymnastiksal fyldt med børn fra ni forskellige lande. Skoller spurtede uden at tøve ned gennem salen og delte os op til kanonsang. »Rock My Soul in the Bosom of Abraham« lød det af lungernes fulde kraft i det store spisefrikvarter.

Jubelen ville ingen ende tage, og en Eddie Skoller på engelsk var så morsom, at selv tyskerne grinede. Hvis der havde været en tysker til stede i Glassalen i går aftes, ville også han have moret sig, for dels gav Eddie Skoller den samme veloplagte lektion i fællessang, og dels har han en charme, der kan smelte selv sprogbarrierer.

I de næste tre uger er Skoller at finde i Glassalen i Tivoli med en ny omgang »Det har jeg lyst til - 2002«. Et show af lige dele nyt og gammelt, hvor det nyskrevne materiale fungerer klart bedst.

Skoller scorer sine fineste og mest tankevækkende pointer, når han bider til den aktuelle bolle. Som da han fik afleveret en pointe om, at prins Henrik formentlig snart kunne blive konge - altså i Farum. I en sketch om religion får alle snæversynede en over næsen. »Hvorfor har jøder altid sådan nogle store næster?«, spørger Skoller og svarer: »Fordi luften er gratis«.

Et medley af gamle hits med »Sangen om blyanten« og »What Did You Learn in School Today« faldt til gengæld tungt til jorden. Enten må han synge én af de gamle travere fuldt ud eller også slet ikke, fordi pointerne netop ligger i gentagelserne.

Bedre gik det med nye rapporter fra gamle kendinge som Claes og Hugo, der er blevet nedskæringskonsulent for kulturministeren. Her var Skoller i sit es. Ikke ved at slå på Brian Mikkelsen, som det er på mode i kulturkredse netop nu, men ved at vende kritikken en halv omgang og forklæde holdningerne som bøvet opbakning. Elegante pointer sat ind med en uovertruffen mimik.

Titlen »Det har jeg lyst til« kan være et tveægget sværd, men at dømme efter klapsalverne ved afslutningen ramte Skoller sin målgruppe rent. Han var nervøs undervejs, hvor han kløjs i nogle hurtige rablerim. Men en spændstig Elvis-inspireret sang om at være »En rigtig mand« gik lige i underlivet på den kvindelige del af publikum, og så var der ingen grund til at se sig tilbage. Skoller kan som ingen anden balancere mellem det blærede og det uskyldige.

Eddie Skollers målgruppe er velbjærgede danskere over 50 år. Akkurat samme publikum som Linie 3 og Finn Nørbygård. Heldigvis har han mere lune end alle medlemmerne i Linie 3 til sammen, og heldigvis er han mindre selvfed på en scene end Finn Nørbygård.

Og derfor er Tivoli et fint sted at søge godt og vel halvanden times intelligent og musikalsk underholdning fra før verden gik af lave.

Skoller. Han holder.