Hjerter blødte, og tårer trillede ned ad kinderne på pårørende, venner, vidner til ulykken og alle de andre, der bare så mindelunden for de ni unge mænd, der sidste år blev mast ihjel foran Orange scene.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ni spinkle birketræer og ni sten danner en cirkel om en stor, glat granitsten, hvor påskriften »How fragile we are« - hvor sårbare vi er - fortæller alt.»Det er det helt rigtige monument. De unge birketræer, der vokser sig store, og stenene, der fortæller om det uforgængelige i det her,« sagde en grædende tysk mand.
Han havde stået nogle få meter fra ulykken, men fattede slet ikke alvoren før flere timer efter. Nu, et år senere, er følelserne overvældende, men også nødvendige.
»Jeg måtte simpelthen komme tilbage til Roskilde. Det ville have været forkert, hvis festivalen var sluttet med død. Nu kan jeg - og alle andre - komme videre,« sagde han, mens en cigaret blev tændt med rystende fingre.
For det var en helt speciel fornemmelse, der bredte sig blandt folk, som stille tog plads rundt om cirklen.
På hver sin måde lod de omverdenen vide, at de også deltog i den uformelle højtidelighed. Nogle få kom med blomsterbuketter, en placerede en fadøl foran stenen, mens andre fiskede engangskameraet frem og tog et billede i håb om, at ingen ville høre lyden fra udløseren.
Men alt blev hørt. Stilheden var det mest utrolige. Ydmygt vandrede folk ind på festivalpladsen, da dørene blev åbnet for publikum. Eneste afbrydelse var en flok venner til en af de omkomne, der ved synet af de mange blomster brød fuldkommen sammen.
En ung mand faldt grædende på knæ, mens han hulkede fortvivlet. Med et udtryk af vantro og dybfølt sorg bad han sine venner om at tage ham et andet sted hen. Med kærlige knus og en stille hvisken i øret fik de ham overbevist om at blive, så afskeden kunne ske.
På scenen stod en lang række af lige så sorgfyldte mennesker. Forældre, brødre og søstre til de omkomne. I en halvcirkel stod de med front mod det sted, hvor deres elskede døde. Med front mod det publikum, der stod stille og lyttede med bøjede hoveder.
Med et blev stilheden brudt.
Med faste skridt kom festivalleder Leif Skov ind på scenen og stillede sig foran mikrofonen under enormt bifald. Et bifald, der lige så meget hyldede det, at Roskilde ikke er historie. At der nok engang bliver mulighed for at feste, høre musik og få nye venner. På trods af sidste års hændelser. Og det var da også essensen af Leif Skovs åbningstale.
»Det har været et langt og trist år siden sidste sommer, hvor omkring 70.000 mennesker kom til Roskilde for at søge spænding og fællesskabsfølelse. Vi ved nu, at livet er sårbart, ikke mindst når vi benytter livet til at søge efter drømme og lyster,« lød det fra Leif Skov.
»Ni unge mennesker mistede livet her i Roskilde sidste sommer. De kom her for spænding. Musik og festivaller må aldrig forårsage smerte eller død. Musik og festivaller skal kun give gode oplevelser,« lød det fra Leif Skov, mens kuldegysningerne gik gennem forsamlingen, da han langsomt læste navnene op på de unge mennesker, der mistede livet.
»Vi behøver jeres samarbejde og jeres omtanke. Vi ved, at også I har haft det svært det forgangne år. I har støttet hinanden, fordi I er elskværdige mennesker. Tak fordi I har passet så godt på hinanden,« sagde Leif Skov, der i lyset af af sidste års tragedie og i respekt for de liv, der meningsløst gik tabt, endte ceremonien med at læse et digt af Morten Søndergaard.
Efter den respektfulde oplæsning af digtet indtog Palle Mikkelborg scenen. Den musikalske velkomst lagde ud med et par numre, hvor stemningen af sorg gik gennem marv og ben på publikum - sørgmodige toner, som langsomt lod sig forvandle til oplivende numre, der fuldt ud levede op til koncertens titel »Eternitys Sunrise«.
Roskilde er blevet et år ældre og et år klogere, og de kommende dage bliver de ni unge mennesker mindet ved, at deres drømme og lyster leves ud af de 50.000-60.000 festivaldeltagere.
