Kit Eichler og Asger Reher greb resolut ind og reddede kollega fra druknedøden.

Skuespillerne Kit Eichler og Asger Reher fik masser af roser i anmeldelserne af årets Nykøbing Falster Revy - men søndag gjorde de to sig fortjent til en ekstra stor buket:

Sammen fik de reddet den unge teater-tekniker Jim Falk Nielsen op af den ekstremt stærke strøm i Guldborgsund, hvor han med krampe i benet og foden var ved at blive ført væk fra den forankrede båd.

»Heldigvis skete der ikke noget. Men jeg kunne da godt mærke mælkesyren i benene og den pumpende adrenelin, da vi havde fået ham ombord igen. Godt nok har jeg lært at bjærge, men jeg har faktisk aldrig prøvet det før,« fortalte Asger Reher i går. Mens Kit Eichler var glad for, at mandag var fridag.

»Vi fandt ud af, at vi reagerer hurtigt, men jeg kunne da godt mærke efterreaktionerne. Lige da det skete, svømmmede jeg bare for fulde gardiner. Men bagefter var jeg lidt rystet,« siger hun.

Hele holdet bag revyen - bortset fra Amin Jensen - fejrede at være nået midtvejs i revysæsonen. Om aftenen skulle der være middag og fest, men om dagen sejlede holdet ud på skibet »Lady Marjan« for at ligge for anker og svømme i det dejlige sommervejr.

Fordi vandet er lavt inde ved kysten, var de sejlet ud til det lidt dybere i nærheden af sejlrenden. Og her var det så, at det var ved at gå gruelig galt for den unge tekniker.

»Jeg var lige kommet op på dækket igen efter en svømmetur, da jeg hørte Jim råbe, at han havde brug for hjælp. Så jeg sprang i vandet igen. Kit var der allerede, og nogle af de andre smed et reb ud, som vi kunne binde rundt om Jim, da vi havde fået ham tæt nok på båden, og bruge til at trække ham ombord med.

Han var ikke gået i panik, og han var heller ikke gået under vandet. Men havde han ligget der bare et halvt minut længere, var han drevet for langt væk til, at vi kunne få fat i ham,« fortæller Asger Reher.

»Den ekstremt stærke understrøm kom virkelig bag på os alle, så der blev brugt rigtig mange kræfter. Når man først begynder at få krampe, bliver man også bange, og Jim var i hvert fald rystet bagefter. Ligesom hans forældre, der også var med på båden,« siger Kit Eichler.

Det var en flok lidt mere stille skuespillere og medhjælpere, der søndag eftermiddag vendte tilbage Nykøbing Falster efter den dramatiske sejltur.

Men stemningen var dog ikke mere trykket end, at middagen og halvvejsfesten blev holdt efter planen. For som Kit Eichler siger, så »endte det hele gudskelov godt«.