Få har som Neil Young evnet at krydse musikalske barrierer og udfordre sig selv og sine fans. Lørdag blev han 60 år.
Hvad helvede snakker du om? Jeg er rock n' roll!Således lød svaret fra Neil Young, hin fantastiske aften den 27. april 2003 i Falkoner Salen.Salen var fuld af andægtigt tavse fans - overtegnede indbefattet - og roen var for en kort stund blevet afbrudt af en selskabeligt overrislet herre, der gerne ville gøre manden på scenen opmærksom på, hvilken musikalske genre, han var interesseret i.
Musikalsk ikon
Det har ellers aldrig rigtig stået i kortene, at Neil Young skulle blive et musikalsk ikon og i egen mund indbegrebet af den måske bredeste musikbetegnelse, der findes.
Men det blev han. Og i går blev han 60.
Som barn blev Neil Young ramt af polio. En sygdom, der var tæt på at tage livet af ham, og som siden i perioder har gjort, at han ikke har været i stand til at stå på en scene. Ryggen har ganske enkelt ikke kunnet holde til guitarens vægt.
Sorg og nederlag
Faren stak af med en yngre kvinde, og drev dermed mor Young ud i et voldsomt alkoholmisbrug.
Som voksen er han blevet far til to multihandicappede børn×, Zeke og Ben, som af gode grunde kræver meget tid og opmærksomhed hjemme på farmen i det nordlige Californien.
Oplevelserne med sorg og nederlag har fyldt godt op i Neil Youngs tekstunivers, og har samtidig gjort ham til en til tider nærmest hysterisk privat person, i samme lukkethedsliga som kollegaen Bob Dylan.
Når man hertil lægger, at Neil Young, hver eneste gang anmeldere og pladekøbere har kvitteret for en plade eller en lyd med stigende salg og rosende anmeldelser, har vendt det hele ryggen og har kastet sig ud på helt nye stier, ja så tegner der sig ikke just et billede af en sti mod stjernerne.
Hæmningsløs hamstring
Hans evige forsøg med nyt musikalsk territorium førte blandt andet i 1984 til, at hans pladeselskab Geffen Records sagsøgte ham, fordi de følte sig snydt, og mente hans musik ikke levede op til de kommercielle forventninger de havde.
Han sagde selv om sit nok største hit gennem tiden, »Heart Of Gold«:
»Den sang placerede mig midt på vejen, men det var kedeligt, så jeg søgte ud til grøften. Det var lidt barskere at rejse der, men jeg mødte nogle mere interessante mennesker.«
Manden, som om nogen har vandret mellem genrer og udtryk, fra støvet country, over isende politisk folk og til skramlende, jamrende grunge, har hamstret hæmningsløst hos både punk, electronica og stadionrock - og givet lige så meget tilbage - fyldte i går 60 år. Og er stadig på toppen.
- Hemmeligheden er, at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk mener om mig. Det HAR jeg altid været, og det VIL jeg altid være, sagde han i 1995 til i nærværende dagblad.
Fødselsdagen indfinder sig få uger efter udgivelsen af albummet »Praire Wind«, som med seks stjerner i nærværende dagblad - og et enigt jublende anmelderkorps - markerede, at Neil Young, trods de tres, stadig er blandt folklorens fremmeste fanebærere.
Og den indfinder sig lidt flere måneder efter, at en hasteoperation i hjernen var tæt på at sætte en stopper for det hele og give forbistrende meget mening til den linie, der er blevet et Young'sk mantra: »It's better to burn out / than to fade away«.
Kimen til stor karriere
I de 42 af sine 60 år har Neil Young været udøvende musiker.
Da han sidst i 60'erne slog sine musikalske pjalter sammen med Stephen Stills og dannede Buffalo Springfield, såede han kimen til en stor karriere.
Men Neil fandt ligeledes ud af, at det der med at være menigt bandmedlem, ikke var måden for den canadiske enspænder.
Efter et par år gik det ikke længere mellem Young og Stills, og de gik hver til sit. Young lavede et par soloplader, inden han igen i 1970 krydsede klinger med Stephen Stills.
Denne gang i gruppen Crosby, Stills, Nash & Young.
Heller ikke dette eventyr holdt i længden, og det blev mere og mere klart, at Neil Young rider bedst alene.
Projektet Young
Siden da har han været alene, forrest på scenen, men altid med solide backinggrupper som Stray Gators og Crazy Horse i ryggen. Grupper, som på ingen måde skal overses.
Men siden Crosby, Stills, Nash & Young har det bare altid været et soloprojekt at være Neil Young.
I dag kan Neil Youngs fans over den ganske klode se tilbage på en karriere, hvor de fleste kun har været med på en del af rejsen. Overtegnede medregnet.
Men nye læsere kan snildt begynde her.
Young har om noget bevist, at et bagkatalog med støvede country- og folksange ikke er nogen hindring for at udfordre både sig selv og sine lyttere.
Samarbejdet med Pearl Jam, som i 1995 blev til albummet »Mirror Ball« er et af de mere håndfaste beviser herpå.
Han brændte ikke ud
Det stenede soundtrack til Jim Jarmuschs film »Dead Man« med Johnny Depp i hovedrollen er et andet.
Listen fortsætter.Heldigvis brændte han ikke ud.
Og lur mig, om ikke der i de kommende år vil blive skrevet endnu et par strofer ind i det Young'ske univers. Alt andet skulle da undre.
Manden er trods alt rock 'n roll.
bhj@bt.dk
