Koncert: KIM LARSEN & KJUKKEN, turnépremiere, Portalen, Greve.
Vi skal helt tilbage til 70'erne og Gasolin' for at finde en Kim Larsen så rocket, legesyg og fanden-i-voldsk, som han og Kjukken leverede varen i Greve torsdag aften.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Livet, lykken, Larsen og kærligheden til de tre førstnævnte. Og tak for det hele.Tænk sig at kunne skrive sådan om Kim Larsen i 2004 - en ældre herre på 58 år, som hér får sin anden (eller er det den tredje?) ungdom og serverer en turnépremiere, som får en ellers godt garvet kyniker som ovenstående til rent faktisk at måtte tørre flere tårer væk i løbet af koncerten.
Ét er naturligvis, at det er helt fint, at Kim Larsen har sit bedste album siden den 30 år gamle »Værs'go« at præsentere, den fortjent storsælgende »7-9-13«, på denne turné. Det er godt nok for nu at levere en underdrivelse på linje med, at mange af disse sange er »ganske brugbare«.
Noget ganske anderledes og nok så afgørende var det dog, at disse sange - både de nye, men sandelig også fænomenale genhør med vidunderlige klassikere som Gas' »Pilli Villi« og »Kattemor« - i aftes blev spillet med en legesyge, en fanden-i-voldskhed og en længe, længe savnet ROCK-fornemmelse, som jeg ganske enkelt ikke har hørt Kim Larsen levere siden gamle Gasolin'.
Ikke kun eventyr
Den tingenes tilstand er så sagte opstået i de senere år, for mytemagernes yndede historier og det faktum, at Kim Larsen har taget ophold i H.C. Andersens hjemby til trods, så har Larsens solokarriere nemlig ikke været ét langt eventyr. Specielt årene med backingbandet Bell Ami, som var musikalsk tungere i r.... end en elefant med forstoppelse, var til at skrige over.
Men samarbejdet siden midt i 90erne med de fandens fine fynske spillemænd i Kjukken og specielt den brillante guitarist og kapelmester Karsten Skovgaard har gennem de senere år løftet Larsen højere og højere op i det kvalitative luftlag, og i aftes ramte han og bandet endelig Himlens tag - sådan rent musikalsk.
Kjukken en del af Larsen
Nu tør Kjukken nemlig mere end »bare« at bakke koryfæet Larsen op. Nu er Larsen en del af Kjukken og de en del af ham. På legesyge, letbenede og svinsk fede leverancer af »Spillemanden«, »Junglen«, »Moster«, »Sjølund«, »Jutlandia«, førnævnte »Pilli Villi« og et genhør med den pragtfulde »Hvis din far gi'r dig lov« (fra netop førnævnte »Værs'go«), som man slet ikke havde turdet håbe på at få lov at høre. Og vi var altså kun nået til første sæt.
Steg til eufori
Andet af samme?
Well, »Det var en lørdag aften«, »Joanna«, »Kvinde Min«, »Køb bananer«, »Viktoria« og en »Gør mig lykkelig«, som vi tusinde i salen gjorde vort bedste for at leve op til, da vi dansede ind i en lykkefølelse, som ellers ingen steder hører hjemme en torsdag i januar.
Men der var den altså alligevel, og samme lykkefølelse steg til eufori, da Kim og knægtene lukkede med »Rabalderstræde« og »Kringsat av fiender«.
Så blev det »Fru Sauterne«. Jeg græd lidt (af glæde) og farvel. Og herfra på snarest genhør.
For fanden, Larsen - gamle dreng. Tilbage står vist kun at løfte glasset i hyldest og sige tak til en mand, som ved Gud, Gasolin' og glade dage ikke længere skylder os noget som helst. Men som alligevel bliver ved med rundhåndet at dele ud af »Det bedste til mig og mine venner ...
... og den spillede han faktisk ikke engang.
Steff@bt.dk
