Som Lars von Trier for kort tid siden sagde i B.T., bli'r det et helt rent og ubeskrevet blad i filmbranchen, der skal løfte arven efter Nicole Kidman i hans kommende film »Manderlay«. Faktisk så ubeskrevet, at der endnu ikke findes billeder af hende på nettet.

Bryce Dallas Howard hedder hun, og har hovedsagelig brugt sine sparsomme skuespiller-kræfter på de skrå brædder.

»Det var en af skuespillerne fra »Dogville«, Blair Brown, der gjorde os opmærksomme på hende,« fortæller Triers producent Vibeke Windeløv, som p.t. er ved at færdigforhandle kontrakt med Howard, som har været til prøvefilming hos Lars von Trier i Avedøre.