Andrea Vagn Jensen vil gerne have »noget med fedtkant«. Det er usanseligt at være for tynd, mener skuespilleren, der ikke lader karrieren gå ud over familielivet.
»Kvinder skal da have lidt på sidebenene. Det er usanseligt at være for tynd,« klukker hun så, den 180 meter høje, slanke skuespiller. Stedet er Den Danske Restaurant, Nørre Farimagsgade 13 i København.
Andrea Vagn Jensen ville gerne have haft »noget med fedtkant«. »Når jeg har problemer med vægten, er det mest fordi, jeg er for tynd,« siger hun, mens den frodige kromutter placerer to store fadøl foran os. Andrea Vagn Jensen er ukrukket og imødekommende. Kort sagt nede på jorden.
»Jeg er ikke nogen bitch,« konstaterer Andrea og tygger på sine pommes frites. »Måske burde jeg være det noget mere. Alligevel tror jeg stadig, at det i det lange løb betaler sig at være det modsatte. Jeg har en interesse i at bevare mig selv så ufordærvet som muligt.
Det er skide vigtigt, at mine venner ikke ringer og siger, at jeg er blevet selvoptaget. Hvis jeg skal ud at kæmpe med ufine albuemetoder - som at bagtale eller slikke nogen i røven - så vil jeg knække.
Jeg ville ikke kunne gå hen til en instruktør og sige, at hans film var god, hvis den ikke var det. Der eksisterer en jeg-fejer-for-min-egen-dør holdning i branchen, men jeg har den opfattelse, at der ikke er nogen, som tager noget fra mig, når det er mit.«
37-årige Andrea Vagn Jensen fik sit folkelige gennembrud som sekretæren »Ulla« i TV-serien »Strisser på Samsø,« hvor hun spillede kæreste med tilflytterstrømeren Lars Bom. Hun vandt seernes hjerter som den langbenede »dulle,« der på en gang var en frisk pige, smuk, almindelig og opnåelig.
Men pudsigt nok har vi ikke siden set Andrea Vagn Jensen i den ene store filmrolle efter den anden. »Måske er der nogen, som er bedre til at køre sig frem på banen, end jeg er.
Jeg har været uheldig med at komme med i projekter, som ikke fik penge og blev til noget. I øvrigt fokuserer jeg mere på mindre kommercielle projekter,« siger skuespilleren, der også er mor til Harald på fem og Felix på et år.
Selv om roller er gået Andreas næse forbi, bruger hun ikke krudt på at ærgre sig. Heller ikke da hun var til prøveoptagelser til hovedrollen i succesfilmen »Den eneste ene«.
»Jeg havde lige fået en baby og var vildt uoplagt den dag, da der var casting. Jeg skulle spille en scene, hvor hun fortæller sin italienske kæreste, at hun er gravid.« Rollen gik til Sidse Babett Knudsen.
»Da jeg så filmen i biografen, kunne jeg se, at den rolle var skrevet til hende.« Andrea Vagn Jensen skyller efter med fadøl. »Selvfølgelig bliver jeg misundelig indimellem, men det er vigtigt at holde den følelse nede. Der er ikke lavet den der rolle endnu, hvor jeg tænker: »Åh, jeg vil dø for den!«.
Hvis man tænkte på den måde, så dør man af mavesår eller begår selvmord, for så løber man rundt og er evig misundelig. Robert De Niro sagde engang, at man ikke skal blive skuespiller, hvis man ikke kan tåle at blive afvist og vraget gang på gang.«
Under barslen og tiden mellem rollerne har Andrea Vagn Jensen haft tid til at tænke og læse bøger. »Men man bliver let dum af at arbejde for meget. Det er, når man har tid til at reflektere, at man får nye ideer,« siger hun.
Hverdagen som professionel skuespiller er skiftende som det danske vejr. I perioder danderer hun den, passer børn, er med i nogle filmskolefilm og indtaler såkaldte speaks.
Andre gange ligger hun vandret i luften, spiller på teatret om aftenen og indspiller film om dagen. Så er det, at kæresten efter måneder med ungerne alene derhjemme kan finde på at sige: »Jeg savner at være sammen med dig, Andrea.« Så spidser hun ører.
»Jeg gør meget for, at vores samliv ikke skal gå i stykker. Jeg sørger for ikke at tage for meget på turné, gå til receptioner og have dobbeltarbejde. Det kan godt være, at jeg må give køb på en stump af min karriere, men det er det værd. Jeg går ikke ud og drikker øl med kollegaerne til kl. fem om morgenen. Der bor stadig en stor festabe i mig, og den bliver jeg nødt til at tøjle.«
Andrea Vagn Jensen hører ikke til den slags kvinder, der lader tjeneren bære tallerkenen urørt ud. Enkelte slatne kartoffel-pinde ligger tilbage og dovner på den ellers fuldstændigt slikkede tallerken. »Jeg kan da godt spise noget dessert,« bedyrer Andrea og læner sig tilbage med en Marlboro Light.
Hverken kaffe eller dessert når hun, for pludselig ser hun på klokken og udbryder: »Shit!« Sønnen skulle hentes fra sin legekammerat kl. 19.00, og nu er den 18.55: »Hej, det er Andrea. Er der okay, hvis jeg er der om et kvarter? Nå, så der er ikke stress på. O.k. Så kommer jeg halvotte.« Hun lægger den pinkfarvede Nokia 3310 tilbage i lommen.
»Det er om at gøre op med sig selv, hvilken pris man vil betale. Hvor meget vil man bruge af sig selv for at komme frem på banen og få store filmroller.
Den pris vil jeg ikke betale. Nogle af de job, hvor jeg har været gladest, har ikke været kommercielle succeser. Det er stykker, som jeg er umådelig stolt over, men som kun er blevet set af få mennesker. Det er dér, kvaliteten og glæden ved arbejdet ligger.«
Tiden flyver af sted, når man er i godt selskab. Pludselig skal Andrea Vagn Jensen hjem til sine tre mænd. Tilbage sidder journalisten med hendes vise ord om ikke at arbejde for meget.
