Et amerikansk forsikringsselskab forsøger at smyge sig uden om at udbetale en 10 millioner dollars stor livsforsikring til Heath Ledgers datter Matilda og en værge for den lille pige har nu lagt sag an.

Selskabet kan slippe, hvis det kan fastslås, at skuespilleren begik selvmord og ReliaStar Life Insurance Company har derfor iværksat sin egen efterforskning af Ledgers død den 22. januar.

Retslægen i New York udelukkede kategorisk selvmord og afsagde kendelse om, at »Brokeback Mountain«-stjernen døde af en overdosis, han indtog ved et uheld.

Skuespilleren tegnede livsforsikringen i juni 2007 med Matilda som begunstiget, således at en ikke navngivet værge skulle forvalte pengene indtil hun er myndig.

Forsikringsselskabet nægter imidlertid at betale og det får nu værgen til at gå til domstolene. I sagsanlægget hedder det blandt andet, at ReliaStar Life Insurance handler i ond tro og snager uberettiget i Ledgers tilværelse længe efter hans død.

Selskabets advokater fastolder imidlertid, at man er i sin gode ret til at undersøge sagen for at fastslå, om Ledger tog sit eget liv. I så fald er der nemlig ingen dækning og Matilda har kun krav på den præmiesum, hendes far indbetalte.

ReliaStar Life Insurance har også en plan B. Selskabet hævder, at Ledger løj om sit forbug af receptmedicin, da han tegnede forsikringen.

Er det tilfældet, kan selskabet også slippe for at betale.

Den australske skuespillers far Kim Ledger afslørede i weekenden, at familien har overdraget alle sønnens efterladte aktiver til Matilda. Hun var ikke omfattet af sin fars fem år gamle testamente, men får de mange millioner som gave.