Hollywood kan slet ikke hamle op med de danske film for tiden.

På B.T.s hitliste i dag er halvdelen af topfilmene således danske, nemlig det nyeste skud »Oh Happy Day« samt »Inkasso«, »Kongekabale«, »Min søsters børn i Ægypten« og på 10. uge »Brødre«.

Man ku' næsten få den tanke, at vi var på vej ind i en »køb dansk« bølge. For over 1.3 million billetter er de sidste par måneder solgt til de danske film.

»Inkasso« har således rundet 100.000, »Min søsters børn i Ægypten« er den bedst sælgende danske film i år med over 414.000 solgte billetter, skarpt efterfulgt af »Brødre« og »Kongekabale« med omkring 400.000 billetter, mens Hella Joofs på den første weekend er set af over 27.000.

Men årsagen er ifølge lektor i filmvidenskab, Peter Schepelern, yderst simpel og slet ikke så rød/hvid.

»Filmene har den sikre opskrift. Er godt og professionelt lavet og har som id-punkter den menneskelige historie, som fremmer indgangen til publikum,« siger han om primært »Brødre og »Kongekabale«, der efter hans mening tilmed også har stor originalitet i deres tema.

»Derimod er »Min søsters børn« en del af serie, der bekræfter, at trangen til den danske folkekomedie stadig er der og at den som genre er salgbar. Mens »Inkasso« er en ægte drengerøvskomedie.

Over en kam kan man sige, at de rammer med gode effektfulde historier. Ikke fordi de er danske. For vi skal ikke længere tilbage end til Lotte Svendsens »Tid til forandring« for at finde en film, der ikke bare solgte, fordi den var dansk,« siger Schepelern om filmen, der har solgt under 40.000 billetter siden premieren for snart tre måneder siden.

Og sådan var situationen da også i foråret, hvor kun tre ud af syv danske film rundede de magiske 100.000 billetter, der i filmbranchen er succeskriteriet.

Det hører naturligvis også med til historien, at tre ud af førstnævnte fem film indgår i årets pakke fra Biografklub Danmark og dermed på forhånd er sikret et stort antal solgte billetter omend det kun er til halv pris.

Inden året er omme får yderligere fire danske spillefilm premiere. Nemlig en ny »Cirkeline« film, »Familien Gregersen«, »Pusher 2« og »Fakiren fra Bilbao«. Ingen af disse er med i Biografklub Danmark, men ventes at blive publikumssuccesser.

suss@bt.dk