"Black Swan" løb lørdag af med hele fire Spirit Awards. Det sker bare dagen før den store Oscar-uddeling.

Balletdramaet "Black Swan" fik en særdeles god opvarmning til søndagens store og præstigefyldte Oscar-uddeling, da filmen lørdag nat løb af med hele fire Spirit Awards.

Blandt andet vandt Natalie Portman for bedste kvindelige hovedrolle og Darren Aronofsky for bedste instruktør.

Filmen har høstet mange priser og stor anerkendelse verden over, og søndag nat skal den så stå sin helt store prøve ved årets Oscar-uddeling, hvor den har mulighed for tage hele fem flotte statuetter med hjem.

"Black Swan" fik ellers en hård start med et snævert og usikkert økonomisk grundlag og flere afslag fra forskellige "pengemænd" i Hollywood.

Først da den private investeringsfond, Cross Creek Partners, trådte til blev der sat skub i tingene, og nu spås filmen altså til at blive en af de helt store vindere ved søndagens store prisfest.

/ritzau/Reuters