Arbejdsløsheden bliver højere, og væksten bliver mindre end ventet i USA næste år, skriver USA's centralbank.

Det har længe været op ad bakke for amerikansk økonomi, og intet tyder på, at det bliver mere ligeud af landevejen i 2012.

Det viser nye tal fra den amerikanske centralbank, Fed.

I sin seneste prognose nedskriver banken forventningerne til væksten og forudser, at arbejdsløsheden fortsat bliver høj i 2012.

Der er tale om en klar nedskrivning af forventningerne til væksten i USA de kommende 12 måneder i forhold til den foregående prognose fra juni.

Fed forventer en vækst på mellem 2,5 og 2,9 procent. I juni ventede bankens prognosemagere, at væksten ville blive et sted mellem 3,3 og 3,7 procent.

Fed skriver, at gældskrisen i eurozonen er en afgørende årsag, og at gældskrisen vil skabe problemer for den amerikanske økonomi.

Når det gælder arbejdsløsheden, der der heller ikke opklaring på vej. I juni regnede banken med, at arbejdsløsheden i 2012 ville falde til et sted mellem 7,8 og 8,2 procent. Nu tror banken ikke, at arbejdsløsheden kommer længere ned end til et sted mellem 8,5 og 8,7 procent.

Et lille lyspunkt er dog, at væksten i årets tredje kvartal blev en anelse højere end ventet.

- Alligevel tyder de seneste tal på en fortsat svækkelse af forholdene på arbejdsmarkedet, og der er en markant risiko for en nedadgående tendens, hedder det i en udtalelse fra bankes bestyrelse.

Chefanalytiker ved Danske Bank, Allan von Mehren, mener, at den seneste prognose fra Fed var ventet.

- Der er tale om betydelige nedjusteringer sammenlignet med prognosen fra juni. Det er dog ikke overraskende, da der er sket meget siden da, skriver chefanalytikeren i en pressemeddelelse.

Fed ser heller ikke tegn på en snarlig forbedring i den amerikanske økonomi. Væksten i 2013 ventes at blive 3,25 procent mod tidligere 3,85 procent.

/ritzau/Reuters