En ukrainsk oprørsleder bekræfter nu, at pro-russiske separatister havde BUK-missiler mage til dem, der blev brugt til at skyde MH17 ned, og at missilerne kan stamme fra Rusland.

UKRAINE: De pro-russiske oprørere i Ukraine havde de samme BUK-missiler, som ifølge USA blev brugt til at skyde passagerflyet MH17 ned. Og missilerne kan meget vel stamme fra Rusland. Det skriver Reuters.

Oprørslederen Alexander Khodakovskij siger til Reuters, at oprørerne i det østlige Ukraine var i besiddelse af missiler mage til dem, der angiveligt skød MH17 ned over Ukraine. Men ikke nok med det. Han indikerer også, at missilerne kan stamme fra Rusland, og at de resterende er blevet sendt tilbage til Rusland for at fjerne beviserne

Før passagerflyet blev skudt ned, pralede de pro-russiske oprørere af at have BUK-missiler, der kunne skyde et fly ned. Men lige siden fly-katastrofen har separatisterne benægtet, at de nogensinde skulle have besiddet den slags våben, siger Khodakovskij til Reuters.

Ifølge ham blev missilet bragt til separatistgruppen i Donetsk, den selvudnævnte folkerepublik, fra separatistgruppen i Luhansk, den selvudnævnte Folkerepublikken Luhansk.

»Jeg ved, at der kom et BUK-missil fra Luhansk. På det tidspunkt fik jeg at vide, at der kom et BUK-missil fra Luhansk under Folkerepublikkens flag,« siger han til Reuters.

»Det missil, jeg hørte om, tror jeg, de sendte tilbage. Fordi jeg fandt ud af, at missilet var der, samtidig med jeg fandt ud af, at fly-tragedien havde fundet sted. De har sikkert sendt det tilbage for at fjerne beviser for dets tilstedeværelse,« siger Khodakovskij.

Men Alexander Khodakovskij mener, at det er Ukraine, der har fremprovokeret oprørernes brug af missilet.

»Det store spørgsmål er: Ukraine fik god information om, at de frivillige (oprørerne, red.) havde denne teknologi gennem Rusland. Ikke bare gjorde Ukraine ingenting for at beskytte sikkerheden, men fremprovokerede brugen af denne type våben mod et fly, der fløj med fredelige civile. De vidste, at BUK-missilet eksisterede, og de fremprovokerede brugen af det ved at indsætte luftangreb på et mål, som de ikke havde brug for og ikke havde rørt i en uge,« siger han.

Den mest vedholdende teori om nedskydning af MH17 er, at separatisterne skød flyet ned ved en fejl, fordi de ikke vidste, at det var et civilt fly. Og den er oprørslederen enig i, men han mener altså også, at Ukraine fik oprørerne til det med vilje.

»Lige præcis da det civile fly var i luften ovenover, begyndte ukrainerne at skyde fra luften. Hvis der var et BUK-missil, og hvis BUK-missilet blev brugt, så gjorde Ukraine, alt hvad de kunne, for at sikre sig, at passagerflyet blev skudt ned,« siger Alexander Khodakovskij.