I dag starter fejringen af nytåret – Thingyan – i Myanmar.

Det får Udenrigsministeriet til at komme med advarsel til danskere, som befinder sig i det uroprægede land.

»I forbindelse med fejring af nytåret (Thingyan) kan der være risiko for angreb mod vandfestivaler arrangeret af de lokale myndigheder,« skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på det sociale medie X.

Nytårsfejringerne i Myanmar finder i år sted fra 13. til 16. april.

»Vær opmærksom og undgå større forsamlinger,« lyder anbefalingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice til danskere, som befinder sig i landet.

De anbefales også at holde sig opdateret om situationen via lokale og internationale nyheder.

Myanmar har været præget af voldelige uroligheder, siden militæret i februar 2021 afsatte landets demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, og hendes regering.

Siden da har Suu Kyi og flere andre højtstående civile ledere været i husarrest.

I alt er den 78-årige tidligere modtager af Nobels fredspris idømt mere end 30 års fængsel.