Tre personer omkom og tolv personer blev såret efter en stor gruppe mennesker forsøgte at mase sig vej ind på en natklub i Santiago i Chile.

Chilienske myndigheder har fortalt til nyhedsbureauet AP, at en stor gruppe mennesker løb frem mod indgangen til klubben 'Santa Filomena', hvor de ville ind og  høre den britiske punk-gruppe Doom spille. Presset fra menneskemængden fik noget inde i bygningen til at styrte sammen over de mennesker som allerede befandt sig i natklubben.

De døde og sårede er alle i 20’erne og 30’erne. Syv af de sårede er i kritisk tilstand.