»Hun sagde nej på en flirtende måde.«

Det har været to teenagedrenges forsvar i en opsigtsvækkende voldtægtssag fra Norge, hvor landsretten valgte at frikende de to unge mænd - på trods af at den 15-årige pige gentagne gange havde sagt nej, var blevet udsat for stærkt pres og var blevet udnyttet.

Egentlig var de to drenge blevet fundet skyldige i grov voldtægt i Oslo tingrett. Men afgørelsen blev anket, og da sagen efter sommerferien begyndte i lagmannsretten (der svarer til landsretten i Danmark, red.) blev de frikendt på det punkt.

Det skriver norsk TV 2.

Pigen var blot 15 år, da hun sidste år kort før jul var blevet kontaktet af de to drenge, der på det tidspunkt var 16 og 17 år, over Facebook. De inviterede hende med på et hotelværelse i Oslo, og hun sagde ja. De kendte alle hinanden, men var ikke nære venner.

Turde ikke blive ved med at sige nej

Da pigen ankom til hotelværelset, blev hun tilbudt hash, og drengene forsøgte flere gange at overtale hende til at have sex med dem.

I retten erkendte de selv, at pigen gentagne gange havde sagt nej. Men drengene hævdede, at hun sagde nej 'på en flirtende måde, og at hun ønskede at have sex med dem'. Det fremgår af dommen fra Borgarting lagmannsrett, skriver det norske medie.

Til sidst bukkede pigen under for presset. I landsretten forklarede hun, at hun gav efter, fordi hun følte sig truet og blev udsat for vold. Hun hverken orkede eller turde modsætte sig drengenes pres om at have sex med hende.

Af dommen fremgår det, at juryen mente, at det er 'bevist ud over enhver rimelig tvivl, at den seksuelle omgang fandt sted, fordi de tiltalte over tid udsatte pigen for et stærkt og vedvarende pres'. Derudover fremgår det også, at 'den seksuelle omgang bar stærkt præg af udnyttelse af en usikker og sårbar person'.

Men på trods af, at pigen havde sagt nej, at der var tale om stærkt pres og udnyttelse af en sårbar person, blev de to teenagedrenge alligevel enstemmigt frikendt for voldtægt af juryen - som i Norge består af 10 medlemmer (fem af hvert køn) og alene afgør skyldsspørgsmålet i en kendelse.

Juryen giver i Norge ingen begrundelse for sin afgørelse. De tre juridiske fagdommere valgte at følge juryens kendelse.

Den ene har tidligere begået voldtægt

De to unge blev derfor i stedet dømt for grov seksuel omgang med et barn mellem 14 og 16 år, skriver norsk TV 2.

Pengene, som drengene havde købt hash og hotelværelset for, havde de skaffet sig nogle dage i forvejen, da de røvede en kiosk. En af de to drenge var blevet i kiosken, hvor han havde tvunget kvinden, som arbejdede der, med ind i et baglokale.

Der blev hun truet med drab og voldtaget.

Den ene af de to teenagedrenge blev idømt et år og seks måneders fængsel for røveriet og for den seksuelle omgang med den 15-årige pige.

Den anden blev idømt fire år og seks måneders fængsel for røveri, voldtægten af kvinden, og for seksuel omgang med den 15-årige pige.

Har haft det svært

I tiden efter overgrebet har den 15-årige pige haft det svært. Det fortæller hendes bistandsadvokat. Og det har været svært for hende at blive mindet om hele hændelsen igen gennem retssagen.

Nu håber hendes familie, at hverdagen snart kan blive mere normal igen.

»Min klient (den 15-årige, red.) tager dommen til efterretning, og vi bider mærke i, at dommen er præciseret, så overgrebet bærer stærkt præg af udnyttelse af en sårbar person i en vanskelig situation. Vi havde håbet på en dom efter tiltalen (om voldtægt, red.), men vi er tilfredse med, at retten har lagt til grund, at de tiltalte har begået en alvorlig strafbar handling, og at offeret er blevet tilkendt erstatning for dette lovbrud,« siger bistandsadvokaten Camilla Stranden Hunn til norsk TV 2.