Det svenske sikkerhedspoliti (Säpo) har ifølge flere svenske medier modtaget oplysninger om, at en gruppe af terrorister fra terrorbevægelsen Islamisk Stat er ankommet til landet for at udføre et terrorangreb.

Det skulle tilsyneladende være den irakiske efterretningstjeneste, der har videregivet informationerne til Säpo, om at IS-terroristerne angiveligt allerede skulle befinde sig i Stockholm, hvor de har planlagt et terrorangreb.

»Jeg kan bekræfte, at vi arbejder intensiveret for at vurdere de oplysninger, vi har modtaget,« siger Simon Bynert, presseansvarlig hos Säpo, til den svenske avis Expressen.

Ifølge avisen skulle der være tale om »syv til otte« personer fra Islamisk Stat, og målet for deres planlagte terrorangreb er af irakisk efterretningstjeneste blevet beskrevet som 'bløde' mål - eller civile mål, skriver Expressen.

»Vi har indsamlet oplysninger og efterretninger, og vi har taget nogle foranstaltninger, herunder et samarbejde med partnere på nationalt og internationalt plan,« fortæller Simon Bynert til Expressen. Han vil ikke uddybe, hvilke foranstaltninger der er tale om.

Säpo samarbejder blandt andet med det svenske politis nationale operative afdeling (Noa) om de informationer, de har modtaget.

»Det, jeg kan sige, er, at der er et samarbejde med Säpo, og at politiet iværksætter tiltag. Hvilke slags tiltag kan jeg ikke komme nærmere ind på,« siger pressekontakt i Noa, Malin Näfver til Expressen.

Informationerne kommer i kølvandet på svensk politis anholdelse af en formodet IS-sympatisør, der blev anholdt i Stockholm for få uger siden. Anholdelsen skyldtes ifølge svenske medier, at manden var »rejst til et andet land for at engagere sig til kriminelle aktiviteter.«

De svenske myndigheder har valgt ikke at hæve trusselsniveauet.