Det bliver nu forbudt for mænd i den kampdygtige at rejse ud af det i forvejen lukkede Syrien.

Efter mere end et år med blodigt oprør i Syrien, strammer Bashar al-Assads regime nu de i forvejen skrappe rejserestriktioner rettet mod den syriske befolkning.

Ifølge en lov, der blev vedtaget i weekenden, bliver det nu forbudt for alle mænd mellem 18 og 42 år at rejse ud af det krigsplagede land uden en særlig godkendelse fra militæret. Det skriver både Reuters og AFP.

Forbuddet kommer i kølvandet på rapporter om et stigende antal deserterede, syriske soldater.

Mere end 9.000 mennesker er blevet dræbt siden det syriske oprør brød ud sidste år. Militærets bombardementer står for en stor del af de civile tab, men en rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch dokumenterede for nylig, at også oprørene bruger brutale metoder i kampene - herunder tortur.

Mens hele den vestlige verden fordømmer præsident Assads blodbad, beskylder Syriens regering terrorister med støtte fra udlandet for den eskalerende vold.

Søndag skete der dog fremskridt i FNs bestræbelser på en fælles konfliktmægling. Det skete da den FNs udsendte Kofi Annan fik støtte til fredsmissionen fra Ruslands præsident Dimitri Medvedev.

- Det kan være sidste chance for Syrien for at undgå en langvarig og blodig borgerkrig. Vi håber meget, at dit arbejde vil ende med et positivt resultat, sagde den russiske præsident til den tidligere FN-generalsekretær, da de to mødtes i Moskva.

USA, Storbritannien, Frankrig, Japan, Finland, Italien, Spanien, Holland, Tyrkiet og Norge har lukket deres ambassader i landet. Danmarks ambassade i hovedstaden Damaskus er dog stadig åben.