SAUDI-ARABIEN: Mindst 21 mennesker blev dræbt, da en selvmordsbomber fredag sprang sig selv i luften i en shiamuslimsk moske i det østlige Saudi-Arabien.
Yderligere 50 personer er blevet kvæstet, oplyser lokale myndigheder og et offentligt hospital ifølge Reuters.
Der var 150 mennesker til stede i moskéen, der ligger i byen al Qatif, og en talsmand fra indenrigsministeriet i Saudi Arabien kalder det for et terrorangreb.
»Sikkerhedsmyndighederne vil gøre alt for at finde dem, der står bag angrebet,« lyder det i en erklæring.
Terrororganisationen Islamisk Stat hævder ifølge Reuters, at den står bag selvmordsangrebet.
Saudi-Arabiens shiamuslimske minoritet er fortrinsvis bosat i landets østlige del, hvor de sporadisk har protesteret og krævet større rettigheder i det sunnimuslimsk-dominerende samfund.
Saudi-Arabien har siden april været i allerhøjeste alarmberedskab og frygtet mulige angreb, blandt andet på baggrund af den militære indsats i nabolandet Yemen, hvor saudierne i spidsen for en arabisk alliance udfører luftangreb mod den shiamuslimske houthi-milits.
Ifølge Reuters kan fredagens angreb yderligere skade forholdet mellem sunni- og shiamuslimer.