AKTIER vil falde voldsomt.

Især i perioden op til et eventuelt kollaps af euroen. Bankaktier og selskaber, der er sårbare overfor ændringer i verdensøkonomien, vil blive hårdest ramt.

DOLLAREN vil blive styrket af et kollaps og gøre indkøb i USA dyrere. Fordi USA og dollar regnes for at være et sikkert sted at placere penge, vil mange flytte deres penge til USA, hvis euroen bryder sammen, og derved vil dollaren stige i kurs overfor euro-landene og formentlig også Danmark.

RENTEN på realkreditlån vil falde yderligere, hvis euroen bryder sammen. Her vil det være bedst at have et F1-lån, for hurtigt at få noget ud af rentefaldet.

BENZIN OG OLIE vil blive billigere, da et euro-kollaps vil sænke forbruget i Europa. Med mindre forbrug følger lavere priser, og det kan give store prisfald i tiden efter et kollaps.

BOLIGPRISERNE stiger på kort sigt, da renten vil falde.

Men på længere sigt kan boligmarkedet blive ramt af lavere priser, da et kollaps sandsynligvis vil koste arbejdspladser på grund af krise i andre lande.

FORBRUGET: Den danske krone vil sandsynligvis blive styrket af et kollaps og gøre det billigere at købe ting importeret fra de lande, der har været med i euroen. Det vil især kunne ses på luksusvarer fra udlandet, herunder biler, men også på de udenlandske dagligvarer i supermarkedet.

LÅN: Det vil blive meget svært at låne penge i perioden efter et sammenbrud, fordi usikkerheden vil være stor. Bryder euroen sammen, vil det udløse et kaos, der vil få bankerne til at være endnu mere varsomme med, hvem de låner penge ud til.

KONTANTER: Det er usikkert, hvad der sker ved et større kollaps.

Den danske krone er bundet tæt op på euroen, og Danmark ville formentlig følge efter Tyskland og binde kronen op på deres D-mark.

OPSPARING I BANKEN: Mange banker risikerer at blive ramt af store tab, og det kan ende med, at banker går konkurs. Derfor skal man under ingen omstændigheder have mere end de 750.000 i banken, der er dækket af indskydergarantiordningen.

FERIEREJSER: Rejserne vil blive billigere til de lande, der er med i euroen.

Deres valuta vil blive mindre værd, og dermed gøre landet billigt at feriere i.