Den tidligere præsident og leder af Solidaritet mener, at Polens nye regering skamløst bryder forfatningen.

Warszawa: Polens tidligere præsident Lech Walesa retter et bidende angreb mod den nye konservative regering og anklager den for at "smadre dette land" med kontroversielle reformer.

- Vi arbejdede virkelig hårdt for at vinde friheden, mindede den tidligere vinder af Nobels fredspris om i et interview på TVN24 fredag aften.

- Lige nu er vi midt i en proces, hvor vi er ved at spilde den. Verden holder øje med, hvad vi gør, hvordan vi har besvær med at håndtere demokratiet.

Walesa blev berømt over hele verden, da han i 1980 organiserede og stillede sig i spidsen for den uafhængige fagforening Solidaritet og trodsede både det kommunistiske regime i Polen og de kommunistiske magthavere i Sovjetunionen.

Det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti (PiS) vandt det polske parlamentsvalg i oktober. Regeringen har handlet hurtigt og benyttet sit flertal til at ændre forfatningsdomstolen og sætte sig tungt på statsdrevne medier.

Det er blevet mødt med protester fra EU og mange polakker, som igen lørdag har planlagt at gå på gaden i polske byer for at demonstrere mod regeringen.

- Alle ved, at de brød forfatningen, men de benægter det skamløst, mens de ser dig lige ind i øjnene, siger Walesa TVN24.

Den polske premierminister, Beata Szydlo, forsvarede tirsdag sin regerings reformer i Strasbourg. Hun fortalte Europaparlamentet, at forandringerne er "i trit med forfatningen" og med europæiske love og traktater.

- Jeg har aldrig hørt så stor en løgn før, lyder det kontante svar fra Walesa.

Jaroslaw Kaczynski er leder af regeringspartiet (PiS), men han har ikke selv nogen poster i regeringen. Men næsten alle føler sig overbevist om, at det er ham, der tager de store beslutninger.

Kaczynski, der sammen med sin tvillingbror Lech sluttede sig til Solidaritet i 1980'erne, blev rådgiver for Walesa, da elektrikeren fra skibsværftet i Gdansk i 1990 blev valgt til Polens præsident.

Men politiske og personlige uoverensstemmelser fik forholdet mellem dem til hurtigt at kølnes, og Walesa har i mange år været en hård kritiker af begge brødre.

Lech Kaczynski blev valgt til Polens præsident i 2005. Han døde i en flyulykke over Rusland i 2010.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook