Venezuelas præsident, Hugo Chavez, bød mandag den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, velkommen til det første stop på Ahmadinejads rundtur i Latinamerika.

Der var lykkelig genforening mellem den venezuelanske og den iranske leder i Caracas, da præsident Mahmoud Ahmadinejad ankom til Venezuelas hovedstad.

Under ceremonien kaldte den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, Venezuelas præsident, Hugo Chavez, for sin »kære broder« og lovede at arbejde sammen med den sydamerikanske præsident i kampen mod fattigdom og imperialisme. Det skriver CNN.

Ahmadinejad sagde yderligere, at hans nation har fredelige hensigter.

- Vores våben er logik. Vores våben er kultur. Vores våben er menneskelige værdier, sagde han.

Chavez lovede at fortsætte samarbejdet med sin iranske kollega om at stoppe USAs »kejserlige sindssyge«.

- Forestillingen om, at et Yankee-imperium skal styre planeten, er en trussel for verden. Det er umuligt, men dog en trussel, sagde Chavez.

Den venezuelanske præsident hånede de bekymringer, som Washington har udvist omkring Venezuelas forbindelser til Iran og lavde sjov med, at amerikanske medier har fået det til at lyde som om, at han og Ahmadinejad vil lancere missiler og bomber mod den amerikanske hovedstad.

Præsidenten pegede på en knold på græsplænen foran præsidentpaladset Miraflores og sagde smilende:
- Den bakke vil åbne sig og en stor atombombe vil komme ud. Imperialisternes talsmænd påstår, at Ahmadinejad og jeg nu vil gå ned i kælderen, sigte på Washington og sende granater og missiler afsted. Det er til at grine af.

Både Chaves og Ahmadinejad knækkede grinende sammen, og den venezuelanske præsident tilføjede:
- Vi er ikke krigere, og Iran har ikke invaderet nogen.

Det er ingen tilfældighed, at Venezuela er Ahmadinejads første stop på sin tur i Latinamerika i denne uge.

På trods af deres kulturelle forskelle, har Venezuela og Iran fundet betydeligt fælles fodslag: Begge er blandt verdens førende råolieeksportører, og deres ledere er stærke allierede, forenet af en voldsom modstand mod, hvad de beskriver som den amerikanske imperialisme.