Dokumentaren tegner et billede af en kidnapper, Wolgang Priklopil, som en svært forstyrret mand med stort kontrolbehov og et sygeligt forhold til hygiejne.
Noget af det første, som Priklopil gjorde, var at brænde Nataschas sko. Han skulle have givet hende forbud mod at græde, fordi tårerne efterlod saltrester i ansigtet. Gjorde hun det alligevel, tog han kvælertag på hende og skyllede hendes hoved i vasken.
Han tvang hende også til at sætte håret op og trække en plasticpose over for ikke at efterlade spor. Siden bestemte han sig for, at det ikke var godt nok og barberet alt håret af den unge Natascha.
Priklopil var rædselsslagen for at blive opdaget og havde derfor sørget for at indgangen til kælderen, hvor Natascha blev holdt indespærret, var omhyggeligt tildækket.
- Han måtte bruge en time på at komme ind til mig. Jeg blev opbevaret som en levende egyptisk farao, siger Natascha ifølge avisen Österrich.
Heller ikke hendes blotte tilstedeværelse var sikker for Kampusch. Hvis hun efterlod fingeraftryk på dørkarmen eller glasoverflader var der voldsomme straffe i vente.
- Jeg ville hellere være i fængsel end i overetagen, fortæller Natascha åbenhjertet.
I tv-interviewet omtaler hun aldrig Prikopil ved navn. I stedet bruger hun konsekvent ord som ’gerningsmanden’ eller ’kidnapperen’.
Wolfgang Priklopil tog livet af sig selv få timer efter, at Kampusch flygtede den 23. August 2006. Dokumentaren bliver vist på tv-kanalen ARD i januar 2010.
