Protesterne over den islam-kritiske film »Innocense of Islam« breder sig. Lørdag eftermiddag er omkring 500 demonstranter tørnet sammen med politiet i Sydney.

Sten og flasker bliver brugt som kasteskyts i voldsomme sammenstød mellem politi og muslimske demonstranter i Sydneys gader. Demontranterne samledes lørdag eftermiddag (australsk tid, red.) foran det amerikanske konsulat i byen og marcherede derfra mod centrum, oplyser Reuters.

Australsk TV viser billeder af demonstranter, der smadrer ruder på en politibil, og bannere med teksten »Halshug alle dem, der fornærmer profeten«.

Ifølge The Daily Telegraph er otte personer anholdt og flere politibetjente såret. Premierminister for New South Wales, Barry O’Farrell, fordømmer de voldelige optøjer og lover, at de ansvarlige vil blives straffet.

- Det er en fuldstændig uacceptabel opførsel. Med retten til at protestere følger et ansvar for at gøre det fredeligt og lovligt, og det ansvar er blevet ignoreret i dag, siger han ifølge The Daily Telegraph.

Muslimerne i Australien udgør 2,2 procent af landets befolkning, omkring 476.000 mennesker.

Protesterne mod den amerikansk-producerede Muhammed-film brød ud tirsdag, hvor vrede muslimer angreb det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen og USAs ambassade i Egypten. Under angrebet på konsulatet blev fire ambassadefolk dræbt, herunder ambassadøren selv.

Siden har protesterne bredt sig til andre nordafrikanske lande og til Mellemøsten, hvor der fredag var demonstrationer i Libanon.

En person mistede livet under kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i den libanesiske kystby Tripoli, hvor en af fastfoodkæden Kentucky Fried Chickens restauranter blev brændt ned. I Sudan lod op mod 10.000 demonstranter vreden gå ud over både den amerikanske, den tyske og den britiske ambassade.Samtidig fortsatte urolighederne i Sanaa, hvor USA nu har valgt at indsætte marinesoldater fra en anti-terror-enhed.