Chefen for Det Øverste Militære Råd i Egypten, der også var forsvarsminister under den nu væltede præsident Hosni Mubarak, får lov til at beholde sin post.

EGYPTEN: Siden den nyvalgte præsident Mohammed Morsi blev taget i ed for snart en måned siden, har Egypten ventet på en ny regering. Den bliver formet i dag, hvor premierministeren præsenterer de nye ministre.

Premierminister Hisham Qandil, der blev udpeget af præsidenten i sidste uge, har allerede nu sat navn på en af de vigtigste poster, nemlig landets forsvarsminister. Det bliver chefen for Det Øverste Militære Råd, Hussein Tantawi, der allerede er en kendt person i egyptisk politik, fordi han fungerede som forsvarsminister i 20 år under den tidligere præsident Hosni Mubarak. Det skriver Reuters.

Efter Mubaraks fald i februar sidste år var Tantawi desuden fungerende leder af Egypten i kraft af sin titel som chef for militærrådet, men nu er han altså tilbage i rollen som forsvarsminister.

Og det er ikke et særligt overraskende valg fra premierministerens side, mener Mellemøst-ekspert Jakob Skovgaard-Pedersen, der er leder af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

- Tantawi var næsten given som forsvarsminister. Han vil nu forsøge at vise, at han kan række bredt ud til mange grupper og være pragmatisk, men det bliver svært for ham. Det skyldes især Egyptens svære økonomiske situation, siger Jakob Skovgaard-Pedersen.

Premierminister Hisham Qandil har også valgt at beholde finans- og udenrigsministrene fra det afgåede kabinet, rapporterer egyptisk stats-TV. Derudover erfarer Reuters, at tidligere appeldommer Ahmed Mekky bliver ny justitsminister. Hisham Qandil indkalder alle sine ministre i kabinettet på lørdag.