USAs konsulat i Benghazi var ikke specielt godt bevogtet, så angriberne tirsdag havde let ved at komme ind. Her blev det til en flere timer lang ildkamp mellem ansatte, sikkerhedsstyrker og svært bevæbnede angribere. Fire døde.

LIBYEN: Det var ikke kun vrede, almindelige demonstranter, som troppede op ved USAs konsulat i den libyske by Benghazi tirsdag aften for at protestere mod en islamfjendtlig film produceret i USA.

Der var også folk, der var udrustet til kamp, og da tirsdag aften var blevet natten til onsdag, havde de udkæmpet en fire timer lang ildkamp.

Allerede en time før havde der været stærk biltrafik i området, og pludselig var et halvt hundrede svært bevæbnede mænd forsamlet udenfor, skriver avisen The Washington Post.

Avisen har som mange andre amerikanske medier forsøgt at stykke et billede sammen af det angreb, som kostede dem amerikanske ambassadør, Chris Stevens, og tre ambassadeansatte livet.

Blandt dem diplomaten Sean Smith, en kendt og respekteret udøver af online-spillet EVE, der sad inde på konsulatet og spillede.

Normalt opholdt ambassadør Chris Stevens sig i Tripoli, men han ankom til konsulatet fra møder i Benghazi på et tidspunkt, hvor demonstranterne var begyndt at samles udenfor bygningens mure. Snart efter havde gruppen af svært bevæbnede mænd med automatvåben og raketstyr blandet sig med demonstranterne, der råbte, at de var islams forsvarere.

Pludselig bragede de første skud, og de bevæbnede mænd trængte ind på ambassadegrunden, hvor de libyske sikkerhedsstyrker var magtesløse. Konsulatet var ikke bevogtet af amerikanske marinesoldater, sådan som ambassaderne er, og sikkerhedsudstyret bestod af fire videokameraer.

Raketdrevne granater blev affyret og eksploderede mod konsulatet og mod ambassadebiler på grunden. De tre tilstedeværende ambassadefolk kastede sig sammen med sikkerhedsstyrkerne ind i en ildkamp med angriberne. Flere raketdrevne granater eksploderede inde i bygningen. Snart slikkede flammer ud gennem vinduerne, og alt var et kaos af skrig og skud.

Sean Smith havde kort forinden afbrudt sit internetspil med denne besked: »FUCK«. »Gunfire«. Han må være løbet ud.

Ifølge Washington Post forsøgte ambassadens øverste sikkerhedschef at få ambassadøren og Sean Smith ind i bygningen i sikkerhed, men i det bølgende kaos blev de væk fra hinanden. Sikkerherhedschefen fik råbt på assistance og gik ind i den brændende bygning. Her opdagede man liget af Sean Smith. Ifølge CNN var han død af røgforgiftning.

Skyderierne vedblev, og det resterende amerikanske personale flygtede til en anneksbygning, hvorfra ildkampen fortsatte. Her blev yderligere to amerikanere dræbt. Først da modstanden var nedkæmpet med hjælp fra tilkomne libyske styrker, kunne eftersøgningen af ambassadøren fortsætte.

Han var ingen steder på området eller i den udbrændte konsulatbygning. Han var af andre hjælpere blevet bragt til et hospital, hvor man kunne konstatere, at han også var død af røgforgiftning.

Nogle meldinger lyder på, at Chris Stevens var blevet fundet liggende i konsulatets særligt sikrede »safe room«.

Præsident Obama har svoret, at amerikanerne vil finde de skyldige bag angrebet på konsulatet, så de kan blive straffet.

Samtidig er sikkerheden ved USAs missioner blevet forstærket.