Kina er som verdens største udleder af drivhusgasser en absolut hjørnesten i aftalen fra COP21-mødet i Paris.

Beijing. Kina vil overholde Paris-klimaaftalen.

Udmeldingen fra Kina kommer, mens det internationale samfund afventer præsident Donald Trumps beslutning.

Kina er som verdens største udleder af drivhusgasser en absolut hjørnesten i aftalen fra COP21-mødet i Paris.

Der kom onsdag flere anonyme meldinger fra Det Hvide Hus om, at Trump vil trække USA ud af den internationale klimaaftale.

Trump meddelte selv natten til torsdag, at han vil give besked om sin beslutning torsdag aften klokken 21 (dansk tid).

I Beijing siger det kinesiske udenrigsministeriums talskvinde, Hua Chunying, ved det daglige pressemøde, at Kina respekterer den indgåede klimaaftale.

Kina står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for mellem 17 og 18 procent.

Både Kina og Indien har ratificeret den internationale klimaaftale.

Kreml meddelte også torsdag, at Rusland vil overholde Paris-klimaaftalen.

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere er verdens tredjestørste udleder af CO2 efter Kina og USA. Blandt de fem største udledere er desuden EU og Rusland.

Ved det globale topmøde i den franske hovedstad i 2015 bakkede næsten 200 lande op om, at verdens udledning af CO2 skal reduceres.

Omkring 150 lande har ratificeret aftalen, som skal sikre en lang række tiltag verden rundt for at holde stigningen i den globale temperatur på under to grader celsius i forhold til 1850'erne, da industrialiseringen for alvor kom i gang.

Storbritannien håber, at USA vil indtage en ledende rolle i kampen mod klimaforandringer. Det siger den britiske udenrigsminister, Boris Johnson.

Han afviser at kommentere, hvordan han vil regere, hvis Trump trækker USA ud af Paris-klimaaftalen.

- Der er vi ikke endnu. Vi fortsætter med at øve lobbyvirksomhed på alle niveauer for at holde USA i en global aftale om bekæmpelse af klimaforandringer, siger Johnson til Sky News.

Han pointerer, at den britiske regering tager klimaforandring ekstremt alvorligt.

Johnson understreger samtidig, at Kina og Indien må tage flere skridt for at reducere deres udledning af drivhusgasser.

/ritzau/Reuters