Kina løslader tre tilbageholdte japanere, og det giver håb om en opblødning af spændingerne mellem de to lande.

Tre af fire japanske statsborgere, der har være tilbageholdt i det nordlige Kina for at være trængt ind på et militært område, er blevet løsladt.

Det oplyser statslige kinesiske myndigheder torsdag.

Den angiveligt ulovlige indtrængen, skete midt i en diplomatisk fejde mellem Beijing og Tokyo.

Det kinesiske skridt kan bidrage til en opblødning af de spændinger, der er opstået mellem de to asiatiske naboer, siden japanske myndigheder for godt tre uger siden anholdt en kinesisk trawlerkaptajn i et omstridt havområde mellem de to lande.

De tre japanere, der blev tilbageholdt i Hebei-provinsen sidste fredag, blev sat på fri fod efter at have erkendt at have overtrådt kinesisk lov, skriver det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Den fjerde japanske statsborger tilbageholdes for at have filmet på militære områder, og hans sag undersøges fortsat, oplyser Xinhua.

De fire japaneres arbejdsgiver, ingeniørfirmaet Fujita, siger at dets medarbejdere besøgte byen Shijiazhuang i forbindelse med et projekt for fjernelse af kemiske våben, som japanske tropper efterlod i Kina i 1930'erne.

/ritzau/AFP