Iransk tv har mandag vist de første billeder af to amerikansk-iranske akademikere, der er fængslet for at planlægge en revolution mod den iranske regering.

For første gang har Iran offentliggjort billeder af de fængslede udenlandske statsborgere med iransk baggrund, der er anklaget for at planlægge en revolution mod regeringen i Teheran. Haleh Esfandiari og Kian Tajbakesh, der begge er amerikanske statsborgere blev fængslet i maj. Regimet mistænker dem for at planlægge at vælte den iranske regering under dække af at arbejde for demokrati. På billederne, der blev vist på iransk tv mandag, er de to klædt i traditionelt islamisk tøj, og tilsyneladende taler de om fløjlsrevolution i Mellemøsten. Billederne er dog endnu ikke blevet vist i sammenhæng, og det er heller ikke muligt at afgøre, hvor eller hvornår de er optaget. Udsendelsen bliver vist i sin helhed onsdag aften.

Ud over Esfandiari og Tajbakesh er to andre amerikansk-iranere tilbageholdt, men dem er der indtil videre ikke vist nogen billeder af. Tajbakesh arbejder for Open Society Institute, der er stiftet af milliardæren George Soros. Iran anklager Soros for at arbejde for en fredelig revolution i Mellemøsten, som den der ledte op til murens fald. Esfandiari arbejder i Washington, men hun var taget til Iran for at besøge sin 93-årige mor.

/ritzau/AFP