Analyser af børns blod viser, at nogle børn har et immunsystem som abers, hvor hiv ikke bliver til aids.

London. Et ud af ti børn har et immunsystem, der minder om abers. Det forhindrer, at de kan få aids. Det viser forskningsresultater, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet Science Translational Medicine.

Forskningen tyder på, at de pågældende børn har et immunsystem, som forholder sig i ro og dermed ikke bliver nedbrudt, selv om de bliver smittet med virusset, siger forskerne bag undersøgelsen til BBC.

En ubehandlet hiv-infektion vil dræbe 60 procent af børn inden for to og et halvt år, mens en tilsvarende infektion hos aber ikke er fatal.

Den nye forskning kan føre til udvikling af nye immunbaserede terapier.

Hiv-virus ødelægger immunsystemet og gør kroppen sårbar over for andre infektioner.

Forskerne i undersøgelserne har analyseret blod fra 170 sydafrikanske børn, som har hiv, og som aldrig havde fået behandling med medicin mod aids, og som trods dette ikke har udviklet sygdommen.

Prøver viste, at børnene havde titusinder af farlige hiv-virus i hver milliliter af deres blod. Den mængde ville normalt overbelaste deres immunsystem.

Professor Philip Goulder fra Oxford Universitet, der er en af forskerne, siger til BBC, at hos de pågældende børn ignorerer immunsystemet virusset så længe som muligt.

- At føre krig mod virusset er i de fleste tilfælde det forkerte at gøre, siger han og understreger:

- Stik imod hvad man skulle tro, så bliver immunsystemet reddet, fordi det ikke angriber virusset.

Hiv dræber hvide blodceller - immunsystemets krigere. Og når kroppens forsvar overreagerer, kan endnu flere af cellerne blive dræbt med kroniske inflammationer.

- Så denne forskning viser, at hiv-sygdom ikke har så meget at gøre med hiv, men mere med immunsystemets reaktioner på det.

Forskerne siger, at der er slående ligheder mellem den måde, hvorpå 10 procent af børn klarer virusset, og så reaktionerne hos aber, som har haft hundredtusinder af år til at udvikle måder at tackle virusset på.

- Den naturlige udvælgelse har virket i disse tilfælde. Mekanismen er meget lig den, som vi ser hos børn, hvor det ikke udvikles, siger Goulder.

/ritzau/