Mandag morgen styrtede et lille to-propellers fly ned kort efter take-off på Malta. Alle fem personer om bord omkom i flystyrtet, har de lokale myndigheder været ude og bekræfte. Nu er der dukket en video op, der viser øjeblikket, hvor det lille fly styrter.

Det er det lokale medie Times of Malta, der er kommet i besiddelse af videoen, som er optaget fra et kamera monteret i forruden af en bil.

Times of Malta har valgt at lægge videoen ud på Facebook. Videoen er optaget af en person ved navn Laurent Azzopardi, som selv lagde videoen op på det sociale medie med ordene; 'På vej på arbejde i morges - en meget chokerende oplevelse'.

På videoen kan man se det lille fly flyve hen over en vej. Her krænger flyet voldsomt. Videoen hakker, og det næste øjeblik ser man en stor ildkugle fra det sted, hvor flyet styrtede ned.

Et vidne, som så styrtet, har fortalt til Times of Malta om det uhyggelige øjeblik.

»Jeg hørte et hvin fra et fly, og så så jeg det styrte ned. Det brød ud i flammer øjeblikkeligt. Der var ikke meget tilbage af flyet, kun nogle vragrester,« forklarede vidnet, der med sine egne ord ikke var mere end '10 meter fra flyet', da det styrtede.

I det hele taget er det dramatiske billeder fra Malta. Herunder kan man se billeder og videoer fra stedet kort efter styrtet.