JAPAN: 17 blev kvæstet, da et kraftigt jordskælv på 6,3 Richter ramte det sydlige Japan tidligt fredag morgen, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Myndighederne advarer om faren for jordskred efter de kraftige rystelser.

TV-stationen NHK fortæller, at ingen af de 17 kvæstede er i livsfare.

Jordskælvets epicenter lå 13 kilometer nord for byen Kunisaki i en dybde af 82 kilometer.

Japans meteorologiske institut oplyser, at der ikke er fare for en tsunami, men opfordrer indbyggerne til at være i alarmberedskab.

Flere end 18.000 mistede livet, da et skælv på 9,0 Richter sendte en tsunami ind over Japans nordlige kyst i marts 2011 og ramte kølesystemer på Fukushima-atomkraftværket og sendte titusinder på flugt.

BNB