Den brasilianske svømmestjerne Joao Gomes Jr. er testet positiv for doping. Det kan koste svømmeren tre guldmedaljer fra december måneds kortbane-VM i Doha.

Dopingtesten blev foretaget under brasilianerens succesfulde VM, hvor han vandt guld i hele tre discipliner. 200 meter medley, 400 meter medley og 200 meter mixed medley.

»Han tog nyheden med vrede,« udtaler Joao Gomes Jr.s advokat Marcelo Franklin til det brasilianske medie GloboEsporte.com.

»Han er opsat på at bevise sin uskyld, og det er jeg sikker på, han kan,« fortsætter Marcelo Franklin.

Trods fundet af et forbudt stof hos Joao Gomes Jr. er der lang vej til en eventuel dom. Nu venter en række høringer, inden det internationale svømmeforbund FINA kan komme med en afgørelse.

Det er ikke første gang, at en deltager ved et kortbane-VM bliver testet positiv for doping. Sidste gang det skete, var det danske Mads Glæsner, der var skurken.

Joao Gomes Jr. er i øvrigt den 31. brasilianske svømmer i historien, der testes positiv for doping.