Når Brøndby søndag tager imod AaB i et brag af en Superliga-præmiere, så kan det samtidig blive med en ny stjerne på hjemmeholdet: Brøndbys nye 10'er José Ariel Nuñez.

Efter at have set ham an på træningsbanen i en måneds tid er træner Thomas Frank ikke i tvivl om, at klubben har gjort et scoop. Den paraguayanske  landsholdspiller har alle nemlig de offensive kvaliteter til at blive en profil i Superligaen:

- Han er en spiller, der har evnerne til at afgøre kampe. Han er en rigtig dygtig afslutter. Derudover så har en imponerende speed, er eksplosiv i duellerne, dygtig til dybdeløb og god til at være på rette sted i feltet. Han er en spiller, der har det hele - der er god grund til at have store forventninger til Nunêz.

Men giv det tid, sådan lyder bønnen samtidig også fra chefen. Rejsen over Atlanten på over 10.000 kilometer kan give lidt startvanskeligheder for den nye 10'er, der ikke forstår meget af det, der bliver sagt på træningsbanen på vestegnen.

- Der er udfordringer her i starten. Han kommer fra Sydamerika til Danmark, så det sproglige og kulturelle skal han selvfølgelig lige vænne sig til, siger Thomas Frank om José Ariel Nuñez, der i januar kom til Brøndby fra Libertad i hjemlandet. Angriberen har fået en fireårig kontrakt i Danmark.

- Vi vil gerne have ham til at spille lidt anderledes taktisk, end han er vant til, og med den manglende sprogforståelse kan og vil det givetvis tage lidt tid, før han rammer sit bedste niveau. Men jeg er slet ikke i tvivl om, han bliver en stor gevinst for os, men hvor hurtigt, må tiden vise, siger Thomas Frank der med få dage til Superliga-præmieren arbejder hårdt for at få de sidste detaljer på plads inden mødet med den aktuelle andenplads, AaB.

Brøndby har overvintret på Superligaens fjerdeplads, men med 15 runder i foråret er medaljer fortsat indenfor rækkevidde.