AGFs seneste tiltag med den omdiskuterede fagforening Krifa, får nu SF-næstformand Mattias Tesfaye til at droppe sin støtte til Aarhus-holdet

Næstformand i SF Mattias Tesfaye er normalt glødende AGF'er, men nu lægger politikeren Superliga-holdet på is.

Årsagen er et nyt samarbejde mellem AGF og sponsoren Krifa, der fremover betaler 300 kroner til klubber, hvis klubbens 25.000 fodbolddrenge hverver medlemmer til Krifa

Der falder 300 kroner for hvert nyt medlem af fagforeningen og 25 nye medlemmer udløser en lille legefodboldbane til fodboldklubben.

- NU ER DET F... NOK!, skriver Mattias Tesfaye på sin Facebook-profil og fortsætter:

- Jeg har støttet AGF, siden jeg gik i børnehave. Brugt timevis for enden af Stadion Allé. Nederlag efter nederlag i regnvejr. Altid 100 procent loyal. Men det her er grænsen. Nu boykotter jeg klubben indtil den hvide trøje er renset for gult smuds.

Politikeren mener, at Krifa i forvejen er anledning til "bitter diskussion og splittelse" på mange arbejdspladser og mener ikke, at AGF skal være en aktiv del af den debat.

- Som Aarhus' superligaklub har man et ansvar for at samle byen. Jeg mener, at de nu bruger et sponsorat på en måde, hvor man bevidst er i gang med at splitte byen. Det er usundt, siger Mattias Tesfaye til avisen.dk I AGF understreger direktør Jørn Klinge, at ingen i AGF er tvunget ud i at hverve medlemmer

- Det er suverænt op til den enkelte, hvorvidt man ser et tilbud fra Kristelig Fagforening som attraktivt eller ej, siger Jørn Klinge til Avisen.dk.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet den nye aftale "utraditionel" og mener, at den gør klubbens medlemmer til brikker i en politiseret fagforeningskrig.

- Jeg er slet ikke enig med Flemming Ibsen. Jeg er godt klar over, at han gerne vil forsøge at gøre det til noget politisk. Men det er ham, der forsøger at puste til en historie, siger direktør i Krifa, Jesper Wengel til Avisen.dk.

tipsbladet.dk