Randers vandt sikkert med 2-0 ude over allerede nedrykkede Silkeborg, der aldrig for alvor var tæt på at gøre opgøret spændende.

Med sejren er Randers næsten sikre på at slutte på fjerdepladsen i Superligaen. Det er væsentligt, fordi FC København har vundet pokalfinalen og den vej igennem sikret sig europæisk fodbold. Derfor får fjerdepladsen i Superligaen også mulighed for at spille kvalifikation til Europa League.

Det var angriberen Djiby Fall, der i første halvleg sendte Randers på sejrskurs med sin 9. sæsonscoring. Silkeborg-spilleren Frank Hansen var uheldig med at snitte et målspark direkte ned gennem egen forsvarskæde til Djiby Fall, der ikke svigtede alene med Thomas Nørgaard i målet.

Randers kunne godt have bragt sig yderligere foran ved Mikael Ishak, men det var først ved en fiks hjørnesparksdetalje i anden halvleg, at sejrsmålet blev scoret. Jonas Kamper, der tidligere har været i unåede i Randers, tog imod et kort hjørnespark og driblede så ellers ind i banen og klappede bolden i mål fra kanten af feltet.

Randers har stadig muligheden for at vinde bronzemedaljerne i Superligaen, men det vil til at starte med kræve en sejr over de direkte rivaler i tabellen, Brøndby, i næste spillerunde.