KOMMENTAR

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>At Per Bjerregaard i begyndelsen af 2013 trækker sig fra de sidste poster i Brøndby skal nok mest tolkes som udtryk for, at han ikke længere har det nødvendige netværk til at agere stærk mand i klubben.

For det er åbenlyst, at klubbens tidligere kæmpe har forsøgt at skabe sig en magtplatform, selv om der på overfladen har været opbakning til en ændring af aktiestruktur og såmænd også Frank Buchs projekt med nye investorer, omend i den lunkne ende. Der har bare ikke været kapital og vilje til at bakke Per Bjerregaard op blandt dem, han tidligere har hentet støtte hos, og det er givetvis den erkendelse, han er nået frem til.

For det er også åbenlyst, at Per Bjerregaard fortsat vil gøre, hvad han kan for at hjælpe klubben, men at mulighederne er ved at være udtømte.

Endelig skal man også have med i ligningen, at mange tidligere støtter i mere eller mindre tydelige vendinger har givet udtryk for, at navnet Per Bjerregaard gør mere skade end gavn, når det kommer til at finde nye investorer. Med tanke på, hvordan en række tidligere direktører er blevet strittet ud, fordi de havde ønsket at lave magtstrukturen om eller lignende, er det ikke svært at forstå dem. Det var vel kommet dertil, at man som professionel erhvervsdrivende havde mere end vanskeligt ved at få vished for egen indflydelse, når Per Bjerregaard stadig havde noget at skulle have sagt.

Man skal naturligvis være påpasselig med helt at afskrive en mand, der har haft så kolossal indflydelse på klubben, men sammenholdt med Per Bjerregaards helbred er det sandsynligt, at indflydelsen på driften er væk.

Tilbage står så Brøndby med en aktiestruktur, som Per Bjerregaard i sin tid for alt i verden forsøgte at undgå, fordi den åbner op for at investorer udefra kan få afgørende indflydelse. Spørgsmålet er så, om det er for sent eller om det skridt skulle være taget for flere år siden. Per Bjerregaard skal nok få masser af roser for sin betydning for Brøndby og dansk fodbold, men et godt bud er, at der i stort set alle omtaler også vil være et lille aber-dabei: At den første tid var den bedste.