Anita Christensen og de øvrige Palle-boksere, der var programsat inden hovedkampen mellem Reda Zam Zam og Mike Miranda, vandt alle deres respektive kampe.

Der var ingen titler på spil, da den danske WBA- og WBC-verdensmester Anita Christensen gik i ringen fredag aften ved Team Palle-stævnet i Falconer Centret på Frederiksberg.

Derfor tog bantamvægteren alligevel ikke let på opgaven, og amerikanske Jessica Mohs måtte tage imod en del slag fra den danske boksedronning i de seks omgange, kampen varede. Til amerikanerens ros blev hun på benene, men måtte se sig slået klart på point af Christensen, hvis rekordliste nu hedder 20 sejre i lige så mange kampe.

Thomas Poulsen, Claus Bertino og Anders Hugger vandt også alle deres kampe og er fortsat ubesejrede - de to sidstnævnte afgjorde endda deres kampe på knockout i henholdsvis anden og første omgang. Også Evans Ashira og Christian Bladt kunne række armene i vejret efter deres kampe.

Senere fredag aften bokser den ubesejrede juniormellemvægter Reda Zam Zam hovedkamp mod den brasilianske knock out-konge Mike Miranda.

/ritzau/