Presserådgiver i TDC Rasmus Avnskjold udtaler sig:

Hvorfor får en mand i Aarhus pludselig adgang til en familie i Skjerns abonnementer?

»Vi har faktisk ikke oplevet det før, men er nu i gang med grundigt at undersøge, hvad der egentlig er sket. Det tyder på, at der er en sammenhæng mellem, at han i 2009 opsiger sit fastnetabonnement som privatkunde og overgår til et Erhvervsabonnement. Men det systemnummer, hans abonnement ligger på, bliver ved en menneskelig fejl ikke slettet korrekt. I forbindelse med indførelse af et nyt migreringssystem (migrering = tildeling eller flytning af telefonnumre, red.) i januar 2014 bliver kundens systemnummer fejlagtigt tildelt en ny kunde.«Kundeservice-direktør i TDC Camilla Amstrup

Hvorfor kan det lade sig gøre hos jer at købe internet alene via kundenummer?

»Kundenummer er det, vi bruger som identifikation, det er i udgangspunktet personligt. Hvis man ringer ind og har tilranet sig informationer om en andens kundenummer, så er det at omgå retningslinjerne, og så er det en kriminel handling, som vi går videre med. Så er det en politisag.

«Hvorfor beder de ikke om cpr-nummer?

»Vi vil faktisk gerne i stigende grad bruge cpr-numre, og vi har i nogen grad indført cpr-validering. Vi står faktisk og skal til at vurdere, om det er noget, vi skal rulle ud på alle vores systemer.«

Det må ikke kunne ske

Det er Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen, som holder øje med telebranchen og kræver, at teleselskaberne etablerer sikkerhedspolitikker, som gør, at danskernes tele-data ikke kommer i fare. Her finder man det kritisabelt, at en aarhusianer pludselig har fået adgang til en vestjysk families personlige papirer på TDCs selvbetjeningsside.

»Den slags må selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre. Alvoren afhænger af, om nogen bruger det og i hvilket omfang. Vi har kontaktet TDC for at høre, om de kender til den pågældende fejl, men jeg vil også meget opfordre kunden til at henvende sig til TDC, så man får undersøgt hullet,« siger kontorchef i Erhvervsstyrelsen Brian Wessel.