Kroppen var ved at segne af træthed og udmattelse. Kun frygten for det, der lå bag, drev ham frem, tættere og tættere på grænsen til Østrig. Fik ham til at glemme den alt for tynde frakke, der ikke kunne holde den begyndende vinterkulde ude, glemme hullerne i skosålerne, der sugede regnen ind, glemme at han var møgbeskidt efter flere uger uden et bad og rent tøj.
Han var 16 år. Alene. Og på flugt. Uden at vide det med kurs mod Danmark.
Det er knap 60 år siden, at hundredtusindvis af ungarere flygtede fra russernes brutalitet. En af dem var den kun 16-årige Peter Eszterhás, som stadig har ar på sjælen, og skammer sig over, hvordan Ungarn i dag behandler nutidens flygtninge.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Peter Eszterhás historie. Et abonnement koster 29 kr. pr. måned - første måned er gratis (uden binding) - og giver dig adgang til tusindvis af artikler, longreads og guider til dig liv. God læselyst ...
Kroppen var ved at segne af træthed og udmattelse. Kun frygten for det, der lå bag, drev ham frem, tættere og tættere på grænsen til Østrig. Fik ham til at glemme den alt for tynde frakke, der ikke kunne holde den begyndende vinterkulde ude, glemme hullerne i skosålerne, der sugede regnen ind, glemme at han var møgbeskidt efter flere uger uden et bad og rent tøj.
Han var 16 år. Alene. Og på flugt. Uden at vide det med kurs mod Danmark.
Peter Eszterhás sidder i en lejlighed på Østerbro og fortæller en historie, som lyder alt for bekendt i denne tid, hvor mennesker på flugt strømmer op gennem Europa. Men Peter Eszterhás’ er næsten 60 år gammel, og han var ikke syrisk flygtning, men ungarer på flugt fra sit hjemland, med en dødsdom hængende over sit unge hoved. En historie, han deler med flere hundrede tusinde landsmænd. Men de har glemt den, ungarerne, glemt deres egen fortid. Det mener Peter Eszterhás i hvert fald, og han skammer sig over, hvordan Ungarn i dag tager drastiske metoder i brug for at holde dem ude, som er i samme båd, som ungarerne selv var engang.
»Jeg skammer mig. Og jeg er rasende,« siger han.
Vreden dirrer indeni 75-årige Peter Eszterhás, hvis flugt i 1956 førte ham til Danmark, hvor han i knap 60 år har boet og skabt sig et liv og en karriere som højt estimeret skuespiller og teaterinstruktør. I dag kalder han sig dansk-ungarer og ser med bekymring på, hvordan kampklædt politi, pigtråd og meterhøjt hegn er dét, der møder de syriske flygtninge. Mennesker som flygter ad de selvsamme spor, som han og så mange andre ungarere trådte i 1956.
Se videoen her
»Ungarn bygger hegn mod Kroatien og Rumænien, lukker landet inde. Tillader så brutalt et skridt som at bruge våben mod flygtninge, og kriminaliserer det at krydse grænsen. Jeg kan ikke forstå, hvor deres solidaritet og deres empati er henne. For der findes ikke den familie i Ungarn, der ikke har pårørende, som opholder sig i udlandet. For der lever flere ungarere ude i verden end i Ungarn. Ungarerne har altid måttet flygte af en eller anden grund. Og tænk hvis alle lande sagde ’skrid hjem, der er ikke krig længere’. Det var måske dét, man burde gøre,« spørger han ud i stuen og tilføjer: »Så kunne de lære det.«
Russisk besættelse
Kimen til hans egen flugt blev sået i slutningen af 1944, hvor russerne invaderede Ungarn, og det kommunistiske styre holdt befolkningen i et diktatorisk jerngreb, som satte dybere og dybere spor i det undertrykte folk. Og tirsdag den 23. oktober 1956 havde de fået nok og gik på gaden i en fredelig demonstration, som indenfor ganske få timer ændrede fuldstændig karakter og blev startskuddet til en revolution.
Peter Eszterhás var 16 år gammel og på vej til gymnasiet i Budapest, da han så menneskemasserne på gaderne.
»Jeg blev revet med. Det fik mit blod i kog,« siger han om dagen, hvor han stak af fra skolen og tilsluttede sig masserne på gaden, og både var med til at forsøge at vælte den 25 meter høje Stalinstatue, ligesom han var til stede foran Radiohuset i dét historiske øjeblik, hvor ét skud blev løsnet, og en af demonstranterne faldt om i mængden, dræbt af sikkerhedspolitiets kugle.
»Dét var skuddet, der udløste revolutionen. Folk gik fuldstændig amok,« husker han om folkeopstanden.
Derfra gik det stærkt. Senere samme dag fik han stukket et gevær i hånden, og en oprører og modstandsmand på 16 år var født. Hans familie anede ikke, hvad han lavede, eller hvor han var. Peter Eszterhás var gået under jorden.
»Fra den dag og frem til at jeg flygtede, var det vildt. Vi følte os som helte lige indtil den 4. november, hvor jeg vågnede ved en lyd, som jeg aldrig glemmer. En underlig rumlen, helt dyb, som fik alting til at rasle og danse på bordene. Det var russiske tanks i kolonner, der kørte hen over brostene. ’Så for satan’, tænkte jeg. Dér fik vi lært, hvad krig er. Der lå døde mennesker overalt.«
Og den 23. november 1956 blev han en dreng på flugt. Fra rædselsregimet.
»I bedste fald blev folk blev smidt i fængsel. I værste blev de skudt uden rettergang.« Han løfter pegefingeren. Hvisler ud gennem tænderne. Sender en usynlig kugle af sted.
Det var hans gamle russisk-lærer fra gymnasiet, der havde advaret hans mor. Peter Eszterhás var eftersøgt. Politiet havde været der for at hente ham. Nu var det bare om at komme væk.
Digte og håndgranater
Velvidende at grænserne var hermetisk lukkede af russerne, flygtede han ud af Budapest, konstant på vagt, konstant med angsten åndende i nakken. Men han så sig ikke tilbage, undte ikke sig selv tanken om, at han måske havde set sin familie for sidste gang. Alt hvad han tog med sig, havde han på sig. I inderlommen i den tynde frakke sit dyrebareste eje. En digtsamling. Kærlighedsfablen ’Ruslan og Ludmilla’ af den russiske forfatter Pusj-kin. I rygsækken to håndgranater og en pistol. I sine hullede sko satte han kurs mod den østrigske grænse. Mod friheden. 16 år og alene.
»En flygtning har det sådan, at dét, der er bagved, er værre end det, der ligger foran. Altid. Så det, der driver dig, er angsten for det, der ligger bag. Og hvis ikke man er fokuseret, så dør man. Og jeg ville bare væk. Jeg var ligeglad. Flugten varede hele natten,« fortæller han.
Der er indtruffet to mirakler i Peter Eszterhás´ liv. Kort efter hinanden.
Det første var, da han ankom til en by tæt på grænsen til Østrig og blev arresteret af en russisk vagtpatrulje og forhørt af en russisk officer. Han bandt ham en historie på ærmet, og den dag i dag aner han ikke, hvorfor officeren valgte at tro på ham. Men han fik lov til at gå, og fordi der var udgangsforbud, blev han eskorteret til et hotel.
»Jeg var træt og beskidt, stank som et svin. Men han slap mig,« siger Peter Eszterhás og husker, hvordan hotellet var fyldt med sådan nogle som ham selv, husker hvordan ingen kunne sove. Nogle spillede guitar og sang, de fleste snakkede og græd. For det var først dér, at realiteterne ramte ham og alle de andre unge flygtninge. At de var væk hjemmefra, havde mistet deres forældre og venner.
Plaffet ned ved grænsen
Mirakel nummer to oplevede han dagen efter, hvor flygtningeflokken fik et tip om at tage et tog langs grænsen sydpå. Konduktøren ville fortælle dem, hvornår de skulle springe af. Men Peter Eszterhás sprang ikke. Hvorfor, ved han ikke.
Men for de unge drenge og piger, der sprang, endte livet lige der. I buskadset lå russiske soldater skjult med maskingeværer. De plaffede dem ned, én for én. Få meter fra den østrigske grænse. Han blev reddet af sin intuition og nåede i sikkerhed over grænsen, hvorfra han nogle uger senere ved et tilfælde kom om bord på et af de tog, der kørte til Danmark. ’Barmhjertighedens tog’ blev de kaldt.
»Turen tog flere dage. Jeg husker ikke så meget af den, for jeg sov fra det øjeblik, jeg stod på toget, til jeg steg af. Af ren og skær lettelse,« husker Peter Eszterhás.
Den 5. december 1956 trillede toget ind på Padborg Station, og han blev vækket af lyden af hornmusik. Da han gned sine øjne og kiggede ud på perronen, stod hundredevis af danskere og viftede med flag.
»Selvom det var ret sent på dagen, stod folk med wienerbrødsstænger, som de rakte op til os. Og de sang ’Kong Christian stod ved højen mast’ og ’Der er et yndigt land’, og de prøvede sågar også at spille Ungarns nationalmelodi. Det var så gribende,« siger han om velkomsten, der står i skærende kontrast til dét, mange flygtninge møder i dag. Ikke mindst i hans hjemland Ungarn.
»Det er ikke af ond vilje eller inhumane holdninger. De ved bare ikke bedre. De har glemt, hvordan det er at miste alt, hvad man har. Glemt, hvordan det er at trave af sted i storm, regn og blæst eller brændende sol, at have efterladt alt bag sig. Selvom det kun er 60 år siden, har de glemt historien om alle dem, der måtte flygte fra Ungarn dengang,« siger han om sine landsmænd.
